Ansøger var handicappet og studerende ved et Universitet. Ansøger havde fået støtte til køb af bil, og havde herudover en hjælpeordning med bevilling af 49 timer om ugen, hvoraf 9 timer var til ledsagelse ud i landet, ferie m.m.
Kommunen gav afslag på dækning af udgifter til et Falck-abonnement, hvilket ansøger påklagede til det sociale nævn.
Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.
Nævnet lagde vægt på, at mange ikke-handicappede bilejere havde abonnement ved Falck eller et andet auto-hjælpsfirma. Da den nedsatte funktionsevne ikke nødvendiggjorde, at han behøvede at være medlem af Falck eller et andet autohjælpsfirma for at kunne færdes i bil, fandt nævnet, at udgiften til Falck-abonnement ikke var en nødvendig merudgift, jf. servicelovens § 100.
Ansøger klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at nævnets første argument var helt irrelevant, idet der kunne henvises til, at en række udgifter, som ansøger havde til bilen netop blev dækket som en merudgift, da det var vurderet, at andre i samme alder og livssituation ikke havde bil. Hvis det var nævnets opfattelse, at Falck-abonnement var en normal udgift ved det at have bil, måtte det netop være en merudgift.
Det var videre anført, at ansøger grundlæggende var henvist til Falcks støtte i situationer, hvor andre i samme alder og livssituation kunne klare sig selv f.eks. ved en punktering. Desuden var det afgørende, at ansøger kunne få hjælp så hurtigt som muligt, da han ikke selv var i stand til at skubbe bilen ud til siden. Han kunne heller ikke forlade bilen, hvis han kørte galt i glat føre.
Det var endelig anført, at sagen var forskellig fra principafgørelse C-38-04, idet ansøger kunne færdes alene i bilen uden familie eller hjælpere.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udgiften til Falck-abonnement i forbindelse med en hjælpemiddelbil kunne anses for at være en nødvendig merudgift efter loven.
