Ankestyrelsens principafgørelse H-1-07

Lov om opkrævning af underholdsbidrag - lovbekendtgørelse nr. 946 af 10. oktober 2005 - § 1, stk. 1

Sagen drejede sig om en 75-årig fader, som tidligere havde boet i Grønland, hvor han også havde fået en søn.

Han var ved en bidragsresolution blevet anset for pligtig til at betale underholdsbidrag til sin søns 18. år. Bidraget var fastsat i henhold til lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling.

Efter at faderen var flyttet til Danmark, modtog hans danske opholdskommune krav fra Grønland om, at han skulle tilbagebetale udlagt børnebidrag for en periode på 10 år.

Faderens danske opholdskommune traf efterfølgende afgørelse om at modregne en del af bidragsgælden i hans overskydende skat.

Faderen påklagede afgørelsen om modregning. I klagen var det bl.a. gjort gældende, at han slet ikke havde været pligtig til at betale børnebidrag, da personer over 60 år var undtaget bidragspligt i henhold til grønlandsk lovgivning.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse om modregning.

Faderen påklagede nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste Landstingets Ombudsmand bl.a., at reglerne om grønlandske kommuners adgang til forskudsvis at udlægge og efterfølgende inddrive underholdsbidrag fandtes i en landstingsforordning. Da grønlandske landstingsforordninger alene havde gyldighed i forhold til tvangsinddrivelse i Grønland, var der efter Landstingets Ombudsmands vurdering ikke hjemmel til, at grønlandske bidragskrav kunne fuldbyrdes i Danmark uden forudgående dom.

Familiestyrelsen udtalte i en vejledende udtalelse, at afgørelser om underholdsbidrag til børn blev truffet i Grønland efter lov nr. 197 af 16. juni 1962 for Grønland om børns retsstilling i Grønland (børneloven). Efter denne lov var det retterne (kredsretterne) samt i nogle situationer Rigsombudsmanden i Grønland, der havde kompetencen til at træffe afgørelse om børnebidrag, når en sag herom skulle afgøres på Grønland. Bidragsafgørelser blev på Grønland truffet af danske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det familieretlige område ikke var overtaget af Grønland, og at børneloven var en dansk lov. Afgørelser om børnebidrag, der var truffet af myndigheder på Grønland, kunne derfor umiddelbart inddrives efter reglerne i inddrivelsesloven ligesom bidragsafgørelser, der var truffet af statsamterne.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hjemmelsgrundlaget for, at en grønlandsk kommune kunne anmode en dansk kommune om at inddrive underholdsbidrag, som den grønlandske kommune havde udlagt efter grønlandske regler om udbetaling af underholdsbidrag til børn.

Ankestyrelsen fandt, at underholdsbidrag til børn, der var fastsat af myndigheder i Grønland, kunne inddrives af danske myndigheder.

Ankestyrelsen hjemviste herefter sagen til faderens danske opholdskommune med henblik på, at kommunen tog stilling til, hvorvidt han i henhold til grønlandske regler havde været hel eller delvis fritaget for at betale bidrag.

Begrundelsen var, at faderens sag skulle behandles efter den danske inddrivelseslov.

Begrundelsen var videre, at faderens danske opholdskommune ikke i fornødent omfang havde taget stilling til, hvorvidt han skulle have betalt børnebidrag efter sit 60. år.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at han ved bidragsresolution var blevet sat i bidrag efter reglerne i lov for Grønland om børns retsstilling.

Ankestyrelsen lagde videre lagt vægt på, at lov for Grønland om børns retsstilling var en dansk lov.

Ankestyrelsen lagde herefter vægt på, at det følger af lov om inddrivelse af underholdsbidrag, at denne lov finder anvendelse, hvis der er tale om opkrævning og inddrivelse af bidrag, som tjener til fyldestgørelse af en i dansk lov hjemlet underholdsforpligtelse.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at faderens danske opholdskommune ikke sås at have foretaget en nærmere undersøgelse af, hvorvidt han i henhold til grønlandske regler skulle være fritaget for betaling af børnebidrag efter sit 60. år.

Ankestyrelsen bemærkede, at der som følge af hjemvisningen ikke var taget stilling til, hvorvidt der kunne ske modregning i overskydende skat, når der var tale om et børnebidrag, som den grønlandske kommune havde udlagt efter grønlandske regler.