Ankestyrelsens principafgørelse C-36-07

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 112 og § 113

Ansøger led af Ehlers Danlos syndrom og havde ansøgt kommunen om et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion til administrative opgaver i hjemmet i forbindelse med frivilligt arbejde samt til computerarbejde og privat kontorarbejde.

Kommunen gav afslag på bevilling af et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion med den begrundelse, at et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion var et sædvanligt indbo, som normalt fandtes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Kommunen havde ved genvurderingen begrundet afgørelsen med, at kommunen havde henvendt sig til større firmaer med salg af kontormøbler. Det blev oplyst, at 8 ud af 10 skriveborde, der blev solgt til private, var med hæve/sænkefunktion, og størstedelen af disse var med elektrisk betjening

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion var et forbrugsgode, der normalt indgik i sædvanligt indbo, og som normalt fandtes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Nævnet fandt endvidere på de foreliggende oplysninger i sagen, at et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion ikke i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet, jf. dagældende § 97, stk. 1, nr. 2. Nævnet lagde herved vægt på oplysningerne om lidelsen og funktionsevnen, samt at bordet skulle benyttes til administrative opgaver i hjemmet i forbindelse med frivilligt arbejde. Det var oplyst, at bordet skulle bruges ca. 2 timer ugentligt.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at bevilling af et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion vurderedes som sag af principiel karakter. Afslaget var begrundet i, at et skrivebord med hæve/sænkefunktion kunne betragtes som et forbrugsgode, som normalt fandtes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Ansøger anførte, at et sådant skrivebord ville kunne lette tilværelsen i stor grad og ville være et hjælpemiddel. Ansøger var bevilget stå/støttestol, og der var ikke tale om, at ansøger skulle benytte bordet ca. 2 timer om ugen, idet det korrekte var 2 timer dagligt, hvilket fremgik af den oprindelige ansøgning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et skrivebord med hæve-/sænkefunktion måtte anses for at være et forbrugsgode, der normalt indgik i sædvanligt indbo.

Ankestyrelsen traf på møde afgørelse om, at et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion var et forbrugsgode, men ikke kunne betragtes som sædvanligt indbo og hjemviste derfor sagen.

Kommunen skulle foretage en konkret vurdering af, om ansøger på denne baggrund var berettiget til støtte efter servicelovens § 113 og træffe en ny afgørelse.

Der var efter Ankestyrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at betragte et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion som sædvanligt indbo.

Ved sædvanligt indbo skulle forstås forbrugsgoder, der normalt forefandtes i ethvert hjem, der måtte ønske det. Det drejede sig f.eks. om almindelige stole, borde, senge, telefoner, TV-apparater, videomaskiner, båndoptagere, standardcomputere m.v. Hvilke forbrugsgoder, der indgik i sædvanligt indbo, ville løbende ændres i takt med den almindelige samfundsudvikling.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke fandtes dokumentation eller i øvrigt oplysninger, der tydede på, at et skrivebord med elektrisk hæve/sænkefunktion var så almindeligt udbredt, at de normalt fandtes i ethvert hjem, der måtte ønske det.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at almindelige møbelfirmaer havde et begrænsede udvalg af skriveborde med elektrisk hæve/sænkefunktion.

Ankestyrelsen havde ikke ved yderligere undersøgelser, bl.a. ved henvendelse til Danmarks Statistik, kunnet få belyst, i hvor stort omfang skriveborde med elektrisk hæve/sænkefunktion var udbredte i befolkningen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.