Sagen drejede sig om en mand, der led af muskelsvind, som havde medført kraftigt nedsat muskelkraft i ben og arme. Han havde behov for hjælp til alle praktiske gøremål, ledsagelse og personpleje.
Manden ansøgte kommunen om hjælp til dækning af merudgifter til bl.a. håndsrækninger i form af tungere rengøring, havearbejde, snerydning, diverse mindre håndsrækninger til f.eks. indkøb og indpakning af gaver samt håndsrækninger til at komme rundt.
Efter at have indhentet nærmere oplysninger om mandens funktionsniveau og hjælpebehov bevilgede kommunen ham efter ca. 1/2 år en hjælpeordning efter servicelovens § 96 med 39 1/4 time om ugen samt ekstra hjælpertimer i forbindelse med 14 dages ferie om året. Det var i bevillingen anført, at den trådte i kraft, når manden havde ansat en hjælper.
Efter korrespondance mellem manden og kommunen omkring den nærmere udmøntning af hjælpeordningen, herunder ansættelse af hjælper m.v., ansatte manden ca. 1/2 år efter bevillingen en hjælper.
Umiddelbart forinden ansættelsen af hjælperen ansøgte manden kommunen om at yde ham hjælp til dækning af de merudgifter til håndsrækninger, som han havde haft i det forgangne år. Ansøgningen var begrundet med, at han havde haft merudgifter til håndsrækninger som en konsekvens af, at hans hjælpeordning endnu ikke var iværksat.
Kommunen meddelte afslag på denne ansøgning. Det blev anført, at håndsrækninger skulle dækkes af den bevilgede hjælpeordning efter servicelovens § 96. Der kunne kun bevilges merudgifter efter servicelovens § 100, hvis anden lovgivning ikke kunne dække behovet.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse og fandt, at manden ikke var berettiget til dækning af sine merudgifter efter servicelovens § 100 i året forinden ansættelse af hjælper.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at håndsrækninger var dækket af den hjælpeordning efter servicelovens § 96, som kommunen tidligere havde bevilget. Dette gjaldt uanset, at der ikke kunne udbetales hjælp, før der var ansat en hjælper. Nævnet lagde vægt på, at der kun kunne ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter, såfremt udgiften ikke kunne dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.
Nævnet begrundede endvidere afgørelsen med, at bevilling af hjælp til merudgifter i henhold til servicelovens § 100 skete med virkning fra afgørelsen, jf. § 6, stk. 1, i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse. Merudgifter kunne således ikke dækkes med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet.
I klagen til Ankestyrelsen, som Muskelsvindfonden havde indgivet på mandens vegne, var det bl.a. anført, at sagen var af principiel betydning, fordi nævnet i sin afgørelse forudsatte, at retten til håndsrækninger efter servicelovens § 100 bortfaldt fra det tidspunkt, hvor en hjælpeordning efter servicelovens § 96 blev bevilget, uanset om denne umiddelbart blev iværksat eller ej.
Videre blev det anført, at kommunen ikke havde ydet den fornødne rådgivning og vejledning med henblik på iværksættelse af den bevilgede hjælpeordning, således at manden som bruger af hjælpeordningen kunne påtage sig rollen som arbejdsgiver. Iværksættelsen af hjælpeordningen måtte således afvente, at den fornødne rådgivning og vejledning blev givet.
Ved enhver sag om bevilling af hjælpeordning ville der forløbe nogen tid, fra bevillingen blev givet, til hjælpeordningen faktisk kunne iværksættes. Det kunne udelukkes, at det havde været lovgivers hensigt, at brugerne var uden ret til hjælp i denne periode, og allerede af den grund måtte man kunne udelukke den fortolkning, at retten til hjælp efter andre bestemmelser bortfaldt fra bevillingsdatoen. Manden havde derfor været berettiget til dækning af sine behov som håndsrækninger efter servicelovens § 100 frem til hjælpeordningens iværksættelse. Merudgiftsbestemmelsens karakter af at være subsidiær kunne derfor først indtræde, når hjælp efter en anden bestemmelse faktisk var iværksat. I modsat fald ville kommunens lange sagsbehandlingstid komme manden til skade, hvilket under ingen omstændigheder var tilsigtet i lovgivningen.
Sluttelig anmodede Muskelsvindfonden Ankestyrelsen om også at behandle spørgsmålet om, hvorvidt en merudgiftsydelse kunne eller ikke kunne bevilges med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet.
Nævnet bemærkede på Ankestyrelsens anmodning supplerende, at nævnet ved afgørelsen vurderede, at håndsrækninger var omfattet af servicelovens § 96, men at afholdte udgifter hertil ikke kunne dækkes efter denne bestemmelse, da det efter nævnets opfattelse krævede, at der var ansat en hjælper, hvilket ikke var tilfældet. Nævnet fandt ikke, at der var mulighed for at dække udgifterne til håndsrækninger efter andre bestemmelser i serviceloven.
Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen blev der indhentet en vejledende udtalelse fra Socialministeriet. Heraf fremgik bl.a., at hjælpeordningen ifølge pkt. 50 i vejledning om særlig støtte til voksne kunne kombineres med andre hjælpeforanstaltninger, f.eks. personlig hjælp, omsorg og pleje, i det omfang brugeren ønskede det. Det var ministeriets opfattelse, at dette skulle fortolkes således, at brugeren af hjælpeordningen normalt fik udmålt den samlede hjælp, herunder også til praktisk hjælp, efter servicelovens § 96, men at brugeren kunne ønske, at en del af hjælpen i stedet blev ydet efter § 83 om personlig og praktisk bistand. Det var således ministeriets opfattelse, at formuleringen i servicelovens § 96 også omfattede praktisk hjælp.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt manden var berettiget til dækning af merudgifter til håndsrækninger med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet efter servicelovens § 100.
Desuden blev sagen behandlet med henblik på afklaring af, om manden var berettiget til hjælp til dækning af udgifter til håndsrækninger i perioden på ca. 1/2 år efter afgørelse om bevilling af hjælpeordning, indtil han fik ansat en hjælper.
