Sagen drejede sig om en mand, der var amputeret på det ene ben, hvorfor han gik på protese ved hjælp af to stokke. Til afhjælpning af sin nedsatte gangfunktion havde han fra kommunen fået bevilget en trehjulet benzindrevet knallert som et hjælpemiddel.
Manden søgte herefter kommunen om hjælp til en styrthjelm. Ansøgningen var begrundet med, at der ifølge færdselsloven krævedes brug af styrthjelm ved kørsel på offentlig vej.
Kommunen meddelte afslag på ansøgningen. Kommunen henviste herved til pkt. 127 i vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Heraf fremgår, at der kan ydes hjælp til lovbefalet styrthjelm. Kommunen anførte, at man havde valgt et serviceniveau, der betød, at udgiften til styrthjelm skulle afholdes af brugeren selv.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at manden var berettiget til styrthjelm i forbindelse med bevilling af trehjulet knallert som hjælpemiddel.
Nævnet henviste i begrundelsen for afgørelsen til pkt. 127 i vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Det var nævnets opfattelse, at der i forbindelse med bevilling af trehjulet knallert som hjælpemiddel også skulle ydes hjælp til lovbefalet styrthjelm. Nævnet fandt således, at ordet "kan" i vejledningens pkt. 127 skulle forstås som "skal" bortset fra i de tilfælde, hvor en ansøger allerede var i besiddelse af styrthjelm.
Nævnet lagde vægt på, at kravet om styrthjelm var lovbefalet og derfor hang tæt sammen med bevilling af et hjælpemiddel i form af en trehjulet knallert. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der i vejledningen var gjort op med, at udgiften til lovpligtig ansvarsforsikring skulle betales af ansøger, mens det samme efter ordlyden ikke gjorde sig gældende for lovbefalet styrthjelm.
I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen mente, at sagen var af principiel og generel betydning i forhold til pkt. 127 i vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. Kommunen havde fortolket sætningen om, at der kunne ydes hjælp til lovbefalet styrthjelm, således, at det var op til den enkelte kommune at fastlægge serviceniveauet med hensyn til bevilling af en styrthjelm. Kommunen mente netop, at der stod "kan" og ikke "skal", fordi den enkelte kommune her kunne fastlægge eget serviceniveau. Ellers kunne man lige så godt skrive "skal" i vejledningen.
Ved genvurderingen af sagen anførte nævnet supplerende, at det var nævnets opfattelse, at formålet med bevilling af en trehjulet knallert ikke fuldt ud blev indfriet, hvis en kommune alene på baggrund af ordet "kan" i pkt. 127 i vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. kunne fastlægge serviceniveau på bevilling af styrthjelm. Nævnet fandt ud fra en formålsfortolkning, at ordet "kan" skulle opfattes som "skal", når betingelserne for bevilling af trehjulet knallert var opfyldt, og ansøger ikke allerede var i besiddelse af en styrthjelm, jf. princippet om overkompensation.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der i forbindelse med bevilling af trehjulet knallert altid skulle ydes hjælp til lovbefalet styrthjelm, eller om det var op til den enkelte kommune at foretage en konkret vurdering med hensyn til bevilling af styrthjelm.