Ankestyrelsens principafgørelse R-9-07

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 27. august 2007 - § 9, stk. 2, § 9, stk. 6, § 61, 1. punktum og § 63, stk. 1, 2. punktum

A kommune traf afgørelse om afslag på økonomisk hjælp til betaling af flyttehjælp og opmagasinering af indbo til en indsat under afsoningen.

Det sociale nævn ophævede A kommunes afgørelse.

Nævnet fandt, at A kommunes afgørelse var ugyldig.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at A kommune på tidspunktet for afgørelsen ikke længere var den indsattes opholdskommune.

A kommune havde derfor ikke haft kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

Nævnet lagde vægt på, at det var opholdskommunen, der havde pligt til at yde hjælp, og at den indsatte på tidspunktet for A kommunes afgørelse ikke længere havde bopæl eller ophold i A kommune.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var indgået en aftale med B kommune, hvori afsoningen fandt sted, om at A kommune fortsat skulle være opholdskommune.

Nævnet anmodede derfor A kommune om at videresende den indsattes ansøgning om økonomisk hjælp til betaling af flyttehjælp og opmagasinering til den nuværende opholdskommune, B kommune.

B kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen var det anført, at den indsattes opholdskommune ifølge Det Centrale Personregister og Kommunedata (KMD) var A kommune.

B kommune henviste til, at dette blev underbygget af bekendtgørelse nr. 1143 af 20. november 2006 om lov om det centrale personregister § 15, hvorefter det i sig selv ingen ændring medførte af en persons bopælsregistrering, at vedkommende blev indsat eller anbragt i en af kriminalforsorgens institutioner fra sin hidtidige bolig her i landet, men anbringelsen registreredes i Det Centrale Personregister, indtil den ophørte.

Der var i klagen endvidere henvist til, at opstod der uenighed mellem to eller flere kommuner om, hvilken kommune, der var personens opholdskommune, måtte den af de uenige kommuner, som personen havde eller senest havde haft folkeregisteradresse i, fungere som opholdskommune, indtil det var afklaret, hvilken kommune der var rette opholdskommune.

Der blev som argument for, at A kommune skulle fungere som opholdskommune yderligere henvist til punkt. 290 og punkt. 293 i vejledning nr. 73 af 3. oktober 2006 om retssikkerhed og administration på det sociale område om henholdsvis servicelovens regler om botilbud og betydningen af, at den tidligere kommune fortsatte som handlekommune samt praksis for at aftale handlekommune i forbindelse med kriminelle personers ophold i kriminalforsorgens fængsler, arresthus og pensioner.

Nævnet anførte indledningsvis i sin genvurdering af sagen, at nævnet fandt det tvivlsomt, om B kommune kunne påklage nævnets afgørelse.

Nævnet bemærkede herudover til det, der var anført i klagen om opholdskommune, at den indsatte havde opgivet sin bolig i A kommune på det tidspunkt, hvor denne kommune traf afgørelse. Da den indsatte ikke længere havde en bopæl, havde han opholdskommune der, hvor han sædvanligvis opholdt sig.

Nævnet bemærkede, at med hensyn til henvisningen i klagen til lov om Det Centrale Personregister § 15 var det ikke den indsattes ophold i afsoningsstedet, der i sig selv var afgørende for nævnets vurdering, men derimod den omstændighed, at den indsatte definitivt havde opgivet/mistet sin bolig i den tidligere kommune.

Nævnet bemærkede yderligere til klagen, at der ifølge det nævnet havde fået oplyst, rent faktisk ikke var indgået en aftale mellem A kommune og B kommune om, at A kommune fortsat skulle være opholdskommune.

Nævnet bemærkede afslutningsvis, at nævnet var enig med B kommune i, at det i tilfælde af uenighed mellem 2 kommuner om opholdskommuneforpligtelsen ville have været den tidligere kommune, der midlertidigt ville have forpligtelsen. Således som den konkrete sag var opstået, fandt nævnet imidlertid ikke, at der var opstået uenighed mellem 2 kommuner.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune, der blev pålagt opholdskommuneforpligtelsen, var part i sagen og dermed var klageberettiget. Ankestyrelsen ville endvidere tage stilling til, hvilken kommune, der var opholdskommune for ansøgningen om flyttehjælp, såfremt der var klageret.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune kunne påklage nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune var opholdskommune, og at den indsattes ansøgning derfor skulle behandles af denne kommune.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune burde have været part i nævnssagen, idet B kommune havde en retlig interesse i sagens udfald. B kommune var derfor klageberettiget.

Ankestyrelsen henviste samtidig til § 61, 1. punktum, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter en kommune kunne indbringe sagen for det sociale nævn, hvis der opstod uenighed mellem kommuner om deres forpligtelser.

Ankestyrelsen henviste yderligere til § 63, stk. 1, 2. punktum, hvorefter den kommune, som afgørelsen vedrørte, kunne anmode Ankestyrelsen om at optage sagen til behandling.

Ankestyrelsen fandt, at den indsatte på tidspunktet for A kommunes afgørelse ikke længere havde bopæl i denne kommune, men fysisk opholdt sig i B kommune i forbindelse med indsættelsen i afsoningsstedet.

Det fremgår af § 9, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at en person har opholdskommune, hvor personen har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig.

Der sås ikke at være indgået en aftale mellem de 2 kommuner om, at den tidligere kommune fortsat skulle have forpligtelsen til at yde hjælp, jf. § 9, stk. 6.

Da B kommune var opholdskommune på tidspunktet for A kommunes afgørelse, var det B kommune, der skulle have truffet afgørelsen om eventuel hjælp til den indsatte til flytning og opmagasinering.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse om opholdskommune.

Ankestyrelsen fandt ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke, at manglende partshøring kunne begrunde, at nævnets afgørelse var ugyldig.