Sagen drejede sig om en ansøger, som led af spastisk lammelse og i det daglige modtog omfattende støtte, herunder hjælpeordning. Der blev søgt om dækning af udgifter til leje af bil under spejdertur til Spanien og udgifter til benzin under turen. Turen var en vandretur, der varede ca. 10 dage. Formålet var, at ansøger på turen i Spanien kunne komme rundt i området sammen med de øvrige spejdere. Ansøger kunne grundet sit handicap kun meget sparsomt deltage i selve vandreturen.
Kommunen begrundede afslaget på ansøgningen med, at der kun i særlige tilfælde og efter en konkret vurdering kunne ydes dækning af ekstra omkostninger i forbindelse med kortvarige ferieophold i udlandet.
Kommunen henviste til § 2, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 113 af 20. februar 2004 om betingelser for i særlige tilfælde at få hjælp efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet. (Pr. 1. januar 2007 § 4 i bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 om ydelser efter lov om social service under midlertidige ophold i udlandet).
Kommunen skrev, at ved særlige tilfælde skulle forstås borgere med meget svære fysiske handicap, som krævede flere hjælpere til eksempelvis liftning af borgeren.
Kommunen vurderede, at ansøgers handicap ikke var så omfattende, at han havde ret til hjælp til ekstra omkostninger ved ferieophold.
Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet vurderede, at ansøger var omfattet af personkredsen i dagældende servicelovs § 84 (pr. 1. januar 2007 § 100), da han havde en varig nedsat fysisk funktionsevne, og da hans lidelse havde medført, at det havde været nødvendigt at sætte ind med betydelige hjælpeforanstaltninger overfor ham.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på selve formålet med spejderturen til Spanien og afgjorde efter en konkret vurdering, at der ikke var tale om et sådant særligt tilfælde, der berettigede ansøger til dækning af hans ekstra omkostninger under ferieophold i Spanien.
Nævnet bemærkede, at der ikke forinden kommunens afgørelse var udfærdiget et aftaleskema og en sammenfatning heraf, som efterfølgende skulle være sendt til ansøger, jf. principafgørelse C-12-06.
Nævnet bemærkede dog ligeledes, at der var udarbejdet handleplan, og at der forelå en redegørelse fra et hjerneskadecenter, samt at ansøger havde givet udtryk for, at han ikke ønskede, at der blev anvendt et samtaleskema.
I klagen til Ankestyrelsen skrev ansøger, at han fandt det helt uacceptabelt, at han som spastiker skulle være afskåret fra at kunne få en sommerlejroplevelse sammen med sine spejderkammerater - ene og alene på grund af hans fysiske handicap. Han havde været spejder i en årrække. Det var udelukket for ham at komme med på en tur som sommerlejren i Spanien uden et køretøj til transport såvel af hans rygsæk som af ham selv. Ingen af kammeraterne kunne i sagens natur bære 2 rygsække og offentlige busser kunne han ikke komme op i på grund af de høje trin. Til gengæld havde han ingen udgift til hjælper, da spejderkammeraterne på skift gav ham den nødvendige hjælp. Ansøger oplyste, at det var utroligt vigtigt for ham at være med til den fælles morskab og samvær om aftenen. For ham var det af overordentlig stor betydning at være med i det kammeratskab og den "selvopdragelse" en sådan strabadstur bød på. Ansøger gjorde opmærksom på, at udgiften var behersket.
Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om betingelserne efter udlandsbekendtgørelsens § 4, om dækning af ekstra omkostninger i forbindelse med kortvarigt ferieophold i udlandet, var opfyldt.
