Ankestyrelsens principafgørelse A-30-08

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 81

Efter en årrække at have boet i udlandet returnerede en kvinde til Danmark. Hun fik bevilget starthjælp, og efter ca. et år søgte hun om hjælp til udgifter til vintertøj. Hun havde helbredsmæssige problemer og var psykisk medtaget heraf. Kommunen havde opgjort hendes indtægt til netto 5.679 kr., og godkendte udgifter til 3.342 kr. Hun havde således et rådighedsbeløb på 2.337 kr. pr. måned. Kvinden oplyste, at hun på grund af sygdommen havde ekstra udgifter til mad, medicin og andet. Videre oplyste hun, at hun ikke havde fået nyt tøj i det år, hvor hun havde været på starthjælp, og noget tøj var for stort som følge af, at hun på grund af sygdom havde tabt sig.

Kommunen gav afslag på at bevilge hjælp til udgifter til vintertøj.

Begrundelsen var, at vintertøj var en udgift, der kunne forudses og som forudsattes afholdt af den almindelige løbende indtægt, i kvindens tilfælde starthjælp. Kommunen vurderede, at der i hendes situation ikke var forhold, der gjorde, at kommunen undtagelsesvist ydede hjælp til udgifter, der kunne forudses.

Kvinden klagede til det sociale nævn.

Nævnet fandt, at hun havde ret til hjælp til indkøb af nødvendigt vintertøj. Sagen blev derfor hjemvist til kommunen til afgørelse af hjælpens omfang.

Begrundelsen var, at hun ikke selv havde økonomisk mulighed for at spare op til udgiften.

Kommunen klagede over afgørelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for bevilling af forudseelige enkeltudgifter efter aktivlovens § 81 til en person, der modtog starthjælp.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden ikke havde ret til at få økonomisk hjælp til indkøb af vintertøj.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra nævnet.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at der under visse betingelser kunne ydes hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter. Hvad der var rimeligt begrundede enkeltudgifter afhang af en konkret og individuel vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Hjælpen kunne normalt kun ydes, hvis udgiften var opstået af behov, der ikke havde kunnet forudses.

Hvis udgiften var opstået af et behov, som havde kunnet forudses, kunne der efter omstændighederne lægges vægt på, om en ansøger havde mulighed for at spare op til anskaffelsen af det ansøgte, herunder om udgiften ville bringe ansøgers økonomiske situation ud af balance.

Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om en forudsigelig enkeltudgift. Der blev herved lagt vægt på, at der ved udgifter til vintertøj ligesom ved udgifter til andet tøj, var tale om en tilbagevende udgift, som kunne forudses.

Ved vurderingen af, om udgiften ville bringe kvindens økonomiske situation ud af balance, lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne fra kommunen om hendes økonomiske forhold.

Det var Ankestyrelsens samlede vurdering, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det skøn, kommunen havde udøvet ved afgørelsen om afslag på at bevilge hjælp til udgifter til vintertøj.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ved udgifter til tøj var tale om udgifter, der havde karakter af at være faste tilbagevendende udgifter, og at det var muligt for et relativt beskedent beløb at anskaffe sig beklædning til vinteren. Ankestyrelsen fandt, at kvindens økonomiske og personlige forhold muliggjorde, at hun ville have kunnet spare op til vintertøj.

Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen efter aktivlovens § 81 efter en konkret vurdering undtagelsesvis kunne yde hjælp til en udgift, der havde kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften var af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Ankestyrelsen fandt, at udgifterne til vinterbeklædning ikke havde en sådan karakter, at de var af afgørende betydning for kvindens livsførelse. Hun kunne derfor heller ikke med denne begrundelse få hjælp til udgiften til vintertøj.