Ankestyrelsens principafgørelse C-25-08

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 41

Et ægtepar havde en svært handicappet søn, som blev forsørget i hjemmet. Da barnet blev født, boede familien i en lejlighed. Lejligheden var lejet.

Som følge af barnets handicap flyttede familien i 1998 til en ejerbolig. Merudgiften som følge af forøgede forbrugsudgifter blev fordelt med 34,89 procent, som familien skulle udrede svarende til udgiften i den fraflyttede lejlighed, mens tilskuddet fra kommunen udgjorde 65,11 procent.

I 2002 bevilgede kommunen familien økonomisk hjælp til nyopførelse af en handicapvenlig bolig. Familien flyttede i 2003.

Nævnet fandt i 2004, at familiens egenbetaling til forbrugsudgifter skulle tage sit udgangspunkt i den udgift, som familien havde til forbrugsudgifter i den lejede lejlighed. Nævnet fandt samtidig, at den tilgrundliggende udgift til forbrugsudgifter skulle opreguleres i forhold til det nettoprisindeks, som var gældende på tidspunktet for bevillingen, der var givet i 2002.

Denne afgørelse blev ikke indbragt for Ankestyrelsen.

I 2005 tog kommunen udgangspunkt i nævnets afgørelse ved beregning af de løbende merudgifter til forbrugsafgifter. Det fremgik af kommunens journaloplysninger, at merforbruget pr. måned i 2005 var fastsat til 3.712,22 kr., beregnet ud fra en regulering efter nettoprisindekset i 2004.

I 2007 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse vedrørende beregning af merudgiften som følge af forhøjede forbrugsudgifter på grund af flytningen. Nævnet fandt, at afgørelsen var i overensstemmelse med de retningslinier, der var udstukket i hjemvisningsafgørelsen fra 2004.

Familien anførte i klagen til Ankestyrelsen, at den var enig med nævnet i, at der for merudgifter, det vil sige forhøjede forbrugsudgifter i forbindelse med boligskift, ikke forelå nærmere forskrifter om, hvordan hjælpen skulle udmøntes. Med udgangspunkt i kompensationsprincippet, var det familiens opfattelse, at der i sagen var tale om merudgifter, der faldt under dette begreb, og som derfor skulle kompenseres. En fast kompensationsydelse uden hensyn til de faktiske udgifter ville være i strid med kompensationsprincippet.

Familien gjorde desuden gældende, at den faktiske forbrugsudgift 1 gang årligt skulle vurderes i forhold til de faktiske udgifter i familiens tidligere bolig ved beregningen af merudgifterne. En årlig regulering i form af en automatisk opskrivning med nettoprisindekset var fejlagtig. Familien henviste til en række beregningseksempler, der viste at nettoprisindekset ikke altid fulgte med prisudviklingen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af principperne for beregning af forbrugsudgifter i forbindelse med vurderingen af nødvendige merudgifter ved flytning til ejerbolig.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse om, at merudgiften som følge af forøgede for-brugsudgifter i familiens nuværende bolig, kunne sandsynliggøres ved anvendelse af nettoprisindekset.

Det betød, at kommunen en gang om året kunne anvende nettoprisindekset som grundlag for beregning af familiens merudgifter til forbrugsafgifter.

Begrundelsen for afgørelsen var, at nettoprisindekset var beregnet af Danmarks statistik på grundlag af prisudviklingen indenfor de varer og tjenester, der indgik i forbruget Danmark.

Nettoprisindekset var et princip, der var anerkendt, og som blev benyttet som reguleringsfaktor af en række offentlige myndigheder.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse om, at nettoprisindekset kunne benyttes i forbindelse med sandsynliggørelse af de merudgifter af forbrugsmæssig karakter, som indgik i beregningen af familiens merudgifter efter servicelovens § 41.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kompensationsprincippet, der betød, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang fik kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne, fremstod som en målsætning for, hvorledes der skulle ageres overfor handicappede og deres vanskeligheder. Der var intet, der pegede i retning af, at der skulle ske en kompensation svarende til fuld dækning af en given merudgift.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at beregning af nødvendige merudgifter efter servicelovens § 41 ikke forudsatte, at merudgiften var dækket fuldt ud svarende til et krone til krone princip.

Det fremgik således af bestemmelsen, at merudgiftsydelsen beregnes på grundlag af et eller flere standardbeløb, hvilket indebærer, at der kan forekomme over - eller underkompensation for afholdte merudgifter.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som nævnet.