Ankestyrelsens principafgørelse A-3-08

2008

Resume:

Nedsættelsen af kontanthjælpen efter udeblivelse fra aktiveringstilbud skulle opgøres for hver enkelt kalendermåned og fradrages med det antal timer, som borgeren var udeblevet ulovligt i den pågældende måned, sat i forhold til kalendermånedens samlede antal timer i tilbud.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tilføjede, at hverken loven eller bemærkninger til loven gav grundlag for at antage, at der ved ændringen fra 3 måneder til 3 kalendermåneder samtidig var tilsigtet en udvidelse af kommunernes muligheder for at anvende en anden opgørelsesperiode end kalendermåneden regnet fra den 1. til den 30/31 i samme måned.

Der er kommet nye regler på området

Kassationsdato:

30-12-2009

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 39, stk. 2

En kommune traf afgørelsen om, at der skulle trækkes kr. 3.237, 59 i en borgers kontanthjælp for maj måned.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at borgeren ifølge den indleverede timeseddel i ugerne 13, 14 og 15 havde haft 42 timers ulovligt fravær fra sit beskæftigelsesfremmende tilbud, hvilket svarede til ovenstående fratræk i hjælpen.

Beskæftigelsesankenævnet hjemviste beregning af reduktionen til ny behandling i kommunen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen anvendte en anden opgørelsesperiode end den enkelte kalendermåned. Det fremgik af loven, at der skulle ske en forholdsmæssig nedsættelse svarende til antallet af udeblivelsestimer, og at nedsættelsen beregnedes i forhold til kalendermånedens samlede tilbud. Det betød, at fraværet i marts 2007 skulle opgøres for sig. Ligeledes skulle fraværet i april 2007 opgøres for sig. Bagefter skulle kommunen opgøre det samlede antal aktiveringstimer for henholdsvis marts og april 2007. Antallet af udeblevne timer for den enkelte måned skulle herefter sættes i forhold til samme måneds samlede aktiveringstimer.

I klagen anførte kommunen, at kommunen var uenig i, at bestemmelsen umiddelbart måtte forstås som en kalendermåned gående fra den 1. til den 30/31. Det fulgte af bemærkninger til lovforslaget, at kalendermåneder var indsat for at forslaget skulle lette administration, så der blev regnet med kalendermåneder både i § 39, stk. 1 og stk.2. Det var kommunens vurdering, at en beregningsmodel, hvorefter de udeblevne timer skulle beregnes i forhold til en kalendermåned målt fra den 1. til den 30/31, ikke var i overensstemmelse med intentionerne bag lovforslaget om at lette administrationen.

Modellen, hvorefter beregningen skulle ske i forhold til en kalendermåned målt fra den 1. til den 30/31, havde den konsekvens, at træk efter aktivlovens § 39 ikke kunne ske i umiddelbar forlængelse af fraværet, da det ville være nødvendigt at vente til hele måneden var gået og derfor først kunne fratrækkes i den efterfølgende måneds hjælp.

I det tilfælde, at borgeren røg ud af kontanthjælpssystemet, enten som følge af stop efter aktivlovens § 41, eller hvis borgeren fik arbejde og ikke kom tilbage i systemet, inden der var gået 3 kalendermåneder fra fraværet fandt sted, havde kommunen ikke mulighed for at trække det skyldige beløb, jf. § 39, stk.1. Det var kommunens vurdering, at der ville være tale om et ikke ubetydeligt beløb.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvordan kalendermåneder skulle forstås ved beregning af nedsættelse af kontanthjælp, jf. § 39, stk. 2.

Fraværet i marts 2007 skulle opgøres for sig, og fraværet i april 2007 skulle ligeledes opgøres for sig.

Det betød, at kommunen ikke samlet kunne opgøre fraværet for marts og april 2007, og på denne baggrund reducere i kontanthjælpen for maj måned.

Begrundelsen for afgørelsen var, at nedsættelsen af hjælpen skulle opgøres for hver enkelt kalendermåned og fradrages med det antal timer, som borgeren ulovligt var udeblevet i den pågældende måned, sat i forhold til kalendermånedens samlede antal timer i tilbud.

Der skulle således først opgøres den samlede aktivering for hver af kalendermånederne, det ville sige for marts og for april 2007. Antallet af de faktiske udeblivelsestimer/dage for den enkelte måned skulle herefter sættes i forhold hertil.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at det fremgik af loven, at kommunen skulle nedsætte hjælpen, og at nedsættelsen skulle ske inden 3 kalendermåneder efter, at den pågældende var udeblevet. Hjælpen skulle nedsættes forholdsmæssigt svarende til det antal timer, som den pågældende var udeblevet. Nedsættelsen beregnedes i forhold til kalendermånedens samlede tilbud.

Udvalget lagde endvidere vægt på, at det fremgik af lovforslaget, at hensigten med ændring fra 3 måneder til 3 kalendermåneder var at lette administrationen af beregningerne.

Hverken loven eller bemærkningerne til loven gav grundlag for at antage, at der ved ændringen fra 3 måneder til 3 kalendermåneder samtidig var tilsigtet en udvidelse af kommunernes muligheder for at anvende en anden opgørelsesperiode, end kalendermåneden regnet fra den 1. til den 30/31 i samme måned.

Der var således tale om en administrativ lettelse, således at kommunen ved opgørelse af perioden alene skulle forholde sig til en måned ad gangen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Dato for underskrift

28.02.2008

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 41 § 39

Journalnummer 

2000406-07