Beskæftigelsesankenævnet havde ikke kompetence til at træffe afgørelse efter lovgivningen om arbejdsskade.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tog udgangspunkt i, at der efter dagpengelovens § 34 ikke gjaldt noget beskæftigelseskrav for personer, der havde pådraget sig en arbejdsskade omfattet af lov om arbejdsskadesikring.
Det var Arbejdsskadestyrelsen, der efter § 40 i lov om arbejdsskadesikring traf afgørelse om alle spørgsmål efter loven, medmindre andet var fastsat.
Dagpengelovens § 34 var en videreførelse af tidligere tilsvarende bestemmelser tilbage til 1972.
Beskæftigelsesudvalget var ikke enigt med nævnet i, at bestemmelsen måtte forstås således, at kommunen og nævnet forudsattes at tage stilling til, om der var tale om en arbejdsskade, før der kunne træffes afgørelse om retten til dagpenge. Ved endelig afgørelse heraf måtte kommunen og nævnet lægge til grund, om Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse om, at der var eller ikke var tale om en arbejdsskade.
Beskæftigelsesankenævnet havde således ikke kompetence til at tage stilling til, om sygdommen kunne anses for omfattet af lovgivningen om arbejdsskade.