Sagen drejede sig om en kvinde, der fødte den 17. december 2003. Efterfølgende havde kvinden fået forlænget barselsorloven med 14 uger, således at den skulle udløbe den 9. februar 2005. Da kvinden forventede at skulle føde den 12. januar 2005, ønskede hun at afbryde sin barsel den 3. november 2004 med henblik på at afholde ferie og overgå til ny barsel. Kvinden søgte kommunen om at få efterreguleret de nedsatte barselsdagpenge på grund af afbrydelsen af orloven.
Den 10. november 2004 tiltrådte det sociale nævn kommunens afgørelse om afslag på efterregulering af nedsatte dagpenge efter dagældende lov om dagpenge ved sygdom og fødsel, § 13, stk. 4, (nu lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, §§ 9, 10 og 21). Nævnet henviste bl.a. til Ankestyrelsens afgørelse, der var offentliggjort som Principafgørelse D-7-04 om afslag på efterregulering af barselsdagpenge.
Ansøgeren anlagde sag ved Vestre Landsret. Ankestyrelsen indtrådte som biintervenient til støtte for det sociale nævn.
Sagsøger havde principalt nedlagt påstand om, at det sociale nævn skulle anerkende, at hun var berettiget til at få efterreguleret barselsdagpenge udbetalt af kommunen for perioden fra 25. september 2004 til 3. november 2004 med 31.200 kr., så hun i den pågældende periode i alt fik udbetalt et beløb, svarende til den på daværende tidspunkt gældende maksimale dagpengesats for 32 uger, med procesrenter fra sagens anlæg.
Subsidiært skulle det sociale nævn anerkende, at hun var berettiget til at få efterreguleret barselsdagpenge udbetalt fra kommunen med 8.775 kr., så hun i alt fik udbetalt et beløb svarende til den på daværende tidspunkt gældende maksimale dagpengesats fra den 1. september 2004, hvor kommunen fik meddelelse om, at den forlængede dagpengeperiode ikke ville blive udnyttet, til den 3. november 2004 med procesrenter fra sagens anlæg.
Det sociale nævn påstod frifindelse.
Vestre Landsret afsagde dom den 23. februar 2006.
Vestre Landsret gav sagsøger medhold i den subsidiære påstand med følgende bemærkninger.
Der er hverken i loven, dens forarbejder eller i bekendtgørelsen om dagpenge taget stilling til det foreliggende spørgsmål om efterregulering og ændret dagpengeudbetaling.
Kommunens afgørelse om nedsatte dagpenge blev truffet efter sagsøgerens valg af forlængelse af orloven med 14 uger og var i overensstemmelse med reglerne herom i lovens § 13, stk. 4, således at hun fik udbetalt de beløb, som hun på dette grundlag havde krav på. Det forhold, at hun senere som følge af ny graviditet ønskede at afslutte orloven tidligere end meddelt, fandtes - i mangel af udtrykkelige regler herom - på den anførte baggrund ikke at kunne føre til, at der kunne kræves omberegning og efterbetaling af yderligere dagpenge i forhold til de da allerede skete, lovligt fastsatte udbetalinger. Der var derfor ikke grundlag for at tage sagsøgers principale påstand til følge.
Da sagsøger meddelte, at hun ville afslutte orloven ved udløb af 32-ugersperioden, ville udbetaling af fulde dagpenge i den resterende del af denne periode ikke indebære, at hun ville få udbetalt større beløb end svarende til, hvad hun efter lovens almindelige regel i § 13, stk. 2, ville have krav på. Anmodningen om forlængelsen kunne efter dagpengebekendtgørelsens § 36 d, stk. 1, have været fremsat på ethvert tidspunkt inden for 32-ugersperioden. Sagsøger måtte anses inden udløb af denne periode at have givet afkald på den forlængelse, som begrundede nedsættelsen af dagpengene efter § 13, stk. 4. Landsretten fandt på denne baggrund uanset udformningen af lovens § 13, stk. 4, og af dagpengebekendtgørelsen ikke tilstrækkelige holdepunkter for, at en sådan adgang til fremtidig regulering kunne nægtes. Dette resultat fandtes også bedst stemmende med lovmotivernes bemærkninger om fleksibilitet.
