Ankestyrelsens principafgørelse C-30-08

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 52, § 69, stk. 1 og § 167, stk. 1

Ansøgers søn led af Aspergers Syndrom og kunne ikke gå på efterskole. Ansøger søgte derfor kommunen om anbringelse uden for hjemmet på en bestemt institution.

Kommunen gav afslag og begrundede dette med, at det i en § 50 undersøgelse var vurderet, at sønnen burde tilbydes en helhedsorienteret støtte, som kunne tilrettelægges som en ambulant indsats. Der kunne også være begrundet tvivl om, hvorvidt sønnen kunne klare at komme hjemmefra på dette tidspunkt.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse, således at sønnen var berettiget til en anbringelse uden for hjemmet på den angivne institution.

Begrundelsen var, at det ikke fandtes godtgjort, at sønnens behov i tilstrækkelig grad ville kunne tilgodeses ved den af kommunen bevilgede dagforanstaltning.

Nævnet lagde bl.a. vægt på det anførte på et netværksmøde om, at der var enighed mellem forældrene, skolen, skole- og autismekonsulent og psykolog om, at sønnen ikke tålte skift mellem hjem og skole.

Nævnet lagde endvidere vægt på indholdet i udtalelsen fra psykologen, herunder det anførte om, at på forespørgslen omkring alternative muligheder havde psykologen svært ved at pege på et andet alternativ, idet psykologen fandt, at dette tilbud var præcist skræddersyet til sønnen.

Endelig lagde nævnet vægt på, at såvel forældrene som barnet var motiveret for og ønskede denne foranstaltning.

Kommunen klagede over afgørelsen, idet det var kommunens opfattelse, at nævnet havde truffet beslutning uden for sit kompetenceområde, og at der derfor herskede tvivl om afgørelsens gyldighed.

Det var kommunens opfattelse, at nævnet ved at lade valget af konkret anbringelsessted indgå i afgørelsen havde hindret kommunen i at afsøge mulighederne for anbringelse i barnets nærmiljø.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af nævnets kompetence til at træffe afgørelse om en frivillig foranstaltning, herunder om nævnet kunne træffe beslutning om et konkret anbringelsessted, når det ikke var i forbindelse med en klage over et anbringelsessted valgt af kommunen.

Nævnet havde ikke i forbindelse med en afgørelse om iværksættelse af en frivillig foranstaltning kompetence til at træffe afgørelse om valg af et konkret anbringelsessted, når forældremyndighedsindehaveren eller den unge ikke havde klaget herover.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var kommunen, der som 1. instans, jf. servicelovens § 69, stk. 1, traf afgørelse om valg af konkret anbringelsessted i overensstemmelse med handleplanen, jf. § 140.

Ankestyrelsen lagde endvidere lagt vægt på, at en sådan afgørelse kunne indbringes for det sociale nævn af barnet eller den unge, der er fyldt 12 år og af forældremyndighedsindehaveren, jf. servicelovens § 167, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at Ankestyrelsen i Principafgørelserne O-82-96 og C-8-99 havde udtalt, at nævnet alene kunne vurdere, om betingelserne i servicelovens § 52, stk. 3, nr. 8, var opfyldt, foretage valg mellem forskellige typer af hjælpeforanstaltninger og pålægge kommunen at gennemføre foranstaltningen.

Ankestyrelsen ophævede således det sociale nævns afgørelse om anbringelse af sønnen på opholdsstedet.