Ankestyrelsens principafgørelse C-36-08

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

18-05-2011

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41 og § 42

Note:

Denne afgørelse afløses af 55-11.

En dreng blev fra 2 års alderen psykologisk vurderet på grund af urolig adfærd, og som 5-årig blev han indstillet til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) på grund af urolig adfærd og udtaleproblemer.

Knap 7 år gammel blev han henvist til undersøgelse på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, som bl.a. ud¬talte, at han havde specifikke indlæringsvanskeligheder ved siden af en normalbegavelse. Disse vanskeligheder, hans ængstelige natur og lave selvværd gjorde, at han krævede mere opmærksomhed fra sine voksne end de fleste børn på hans alder. Både hjem, skole og skolefritidsordning (SFO) havde brug for rådgivning for at give ham optimale ram¬mer. På trods af sine vanskeligheder rummede han mange fine ressourcer, der kunne bygges videre og udvikles på.

Han gik i en almindelig 1. klasse og havde sammen med et par andre elever støttelærer 1 time om ugen.

Forældrene ønskede ham yderligere undersøgt og henvendte sig til en børnelæge i en anden by.

Denne udtalte, at drengen var urolig med dyslektiske vanskeligheder og formentlig ADHD. Der blev ordineret Ritalin.

Forældrene søgte om dækning af merudgifter i form af kørselsgodtgørelse og tabt arbejdsfortjeneste.

Kommunen gav afslag med den begrundelse, at det ikke var dokumenteret, at drengen havde en diagnose.

Det sociale nævn fandt, at drengen var omfattet af personkredsen, idet det var sandsynligt, at han led af ADHD eller af en lidelse, der kunne sidestilles med ADHD, som var karakteriseret ved opmærksomhedsforstyrrelser, hyperaktivi¬tet og impulsivitet. Drengen betegnedes som normalbegavet, og det var beskrevet, at han profiterede af struktur og voksenstøtte og ikke magtede den løsere struktur i skolefritidsordningen. Endvidere var han under behandling med Ritalin.

Nævnet lagde vægt på, at lidelsen var indgribende og havde alvorlige følger i den daglige tilværelse. Lidelsen var også langvarig, idet den startede i den tidlige børnealder og fortsatte ind i voksenalderen.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om børn med dysleksi (ordblindhed) og ADHD lignende reaktionsmønster med uro, impulsivitet og let afledelighed var omfattet af personkredsen i servicelovens §§ 41 og 42.

Ankestyrelsen fandt, at forældrene ikke havde ret til kørselsgodtgørelse og dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

Det var en betingelse herfor, at drengen var omfattet af servicelovens bestemmelser herom.

Betingelsen var ikke opfyldt, fordi drengen efter de foreliggende lægelige oplysninger var normalt begavet, gik i almindelig skole og fik minimal støtte i skolen. Han havde nogle adfærds- og koncentrationsmæssige proble¬mer, og han var ængstelig, men ikke i en sådan grad, at hans funktionsevne var varigt nedsat, eller at hans li¬delse havde alvorlige følger i den daglige tilværelse.

Det var beskrevet, at hans vanskeligheder kunne afhjælpes med rådgivning i hjem, skole og SFO

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det var beskrevet, at de specifikke indlæringsvanske¬ligheder, den ængstelige natur og det lave selvværd tilsammen havde gjort, at han blot krævede mere opmærksomhed fra sine voksne end de fleste børn på hans alder.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det var beskre¬vet, at han i januar 2006 var en urolig dreng med dys¬lektiske vanskeligheder og mulig¬vis havde både dysleksi (ordblindhed) og ADHD. Der blev ordineret Ritalin. Han var nu en glad og velmedicineret dreng og virkede rolig. Han var i normal trivsel og velfungerende i skole og klub.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.