Ankestyrelsens principafgørelse U-6-08

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 - § 7, stk. 1, nr. 1 og § 7, stk. 1, nr. 2

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 (j.nr. 1216506-07)

Det fremgik af sagen, at en kvindes forbund anmeldte brystkræft som en arbejdsbetinget sygdom. Det var oplyst i anmeldelsen, at kvinden var frisør.

Af journaloplysninger fremgik det bl.a., at hun var 45 år og havde arbejdet ca. 30 år som frisør i samme firma. Omkring halvdelen af tiden var anvendt på klipning. Resten af tiden var anvendt på hårvask, farvning, lysning og permanentning. Hun havde anvendt alle sædvanlige frisørkemikalier.

Hun var opereret for brystkræft. Det blev vurderet, at der var en sandsynlig sammenhæng mellem frisørarbejdet og udvikling af brystkræft. Sammenhængen var bekræftet i en nyligt publiceret dansk undersøgelse, men fundet havde ikke været konsistent.

Til brug for Erhvervssygdomsudvalgets behandling af sagen var indhentet en erklæring fra en ekstern specialist i kræftsygdomme. Af erklæringen fremgik det bl.a., at en række risikofaktorer for udviklingen af sygdommen var kendte, herunder østrogen og overforbrug af alkohol. Der var imidlertid også en række ukendte risikofaktorer. Der var ikke arbejdsspecifikke faktorer, der entydigt var sat i forbindelse med brystkræft. Ingen af de stoffer, der var sædvanlige indenfor frisørfaget, var epidemiologisk sat i forbindelse med brystkræft. Sammenhængen mellem brystkræft og arbejde som frisør havde været undersøgt mange gange. Visse undersøgelser pegede på en moderat risikoforøgelse, mens man i andre undersøgelser havde fundet en normal risiko for udvikling af sygdommen. Det blev på denne baggrund konkluderet, at dokumentationen for en årsagsmæssig sammenhæng mellem brystkræft og beskæftigelse som frisør ikke var tilstrækkelig til at kunne sige, at faget i denne sag med overvejende sandsynlighed var grunden til sygdommen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at brystkræften kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 7, stk.1, nr. 1 sammenholdt med § 1, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at brystkræften kunne anerkendes efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Brystkræft og betingelserne for anerkendelse var nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme gruppe K, punkt 6.2.

Begrundelsen for ikke at anerkende efter bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme var, at hun ikke havde været udsat for ioniserende stråling i et sådant omfang, at det ifølge den nuværende lægelige dokumentation kunne medføre brystkræft.

Begrundelsen for afvisning af anerkendelse efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led var, at der ikke var ny medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem frisørarbejde og udvikling af brystkræft. Ankestyrelsen lagde vægt på Erhvervssygdomsudvalgets indstilling og erklæringen fra den eksterne specialist i kræftsygdomme. Ankestyrelsen var enig i erklæringens konklusion, hvorefter ingen af de stoffer, der var almindeligt anvendte indenfor frisørfaget, var sat i forbindelse med brystkræft, og hvorefter dokumentationen for en årsagsmæssig sammenhæng mellem brystkræft og beskæftigelse som frisør ikke var tilstrækkelig til at kunne sige, at arbejdet med overvejende sandsynlighed var årsag til sygdommen.

Begrundelsen for ikke at anerkende efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led var, at arbejdet ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning, at det måtte antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til brystkræften. Der var således ikke oplysninger om, at hun i forbindelse med arbejdet havde været udsat for påvirkninger, som indebar en væsentligt forøget risiko for udvikling af sygdommen.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 (j.nr. 1216509-07)

Kvindens arbejdsgiver anmeldte lymfekræft (Non-Hodgkins lymfom) som en formodet arbejdsbetinget sygdom.

Af journaloplysninger fremgik det, at hun var 62 år, og de seneste 10 år havde arbejdet med hårfarvning m.v. i en frisørsalon. Om arbejdsforholdene fremgik det, at hun arbejdede som frisør i årene 1959-70. Hun var beskæftiget med klipning, hårfarvning og permanentning, hvoraf permanentning udgjorde den største del af tiden. De seneste 10 år fra 1997 var hun beskæftiget med hårfarvning i en frisørsalon. Det var ikke oplyst hvilke stoffer, der havde været anvendt.

I årene 1970-96 arbejdede hun indenfor restaurationsbranchen med administrative opgaver.

Til brug for Erhvervssygdomsudvalgets behandling af sagen var indhentet en erklæring fra en ekstern specialist i kræftsygdomme. Af erklæringen fremgik det bl.a., at der var erhverv, arbejdsprocesser og kemiske forbindelser, som var under mistanke for at øge risikoen for Non-Hodgkins lymfom. Det gjaldt eksempelvis arbejde med sprøjtemidler, beskæftigelse med produktion af gummi og udsættelse for klorerede opløsningsmidler. Der var endvidere rejst mistanke om, at Non-Hodgkins lymfom var hyppigere forekommende indenfor frisørfaget end i gennemsnitsbefolkningen. En række undersøgelser havde beskæftiget sig med sammenhængen uden at kunne påvise en overhyppighed af sygdommen indenfor frisørfaget. Den foreliggende lægelige dokumentation måtte således karakteriseres som ujævn og inkonsistent.

Ankestyrelsen fandt ikke, at lymfekræften kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 7, stk.1, nr. 1 sammenholdt med § 1, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at lymfekræften kunne anerkendes efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Non-Hodgkins lymfom var nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme gruppe K, punkt 1.4. i forbindelse med udsættelse for dioxin, trikloetylen eller tetrakloretylen.

Begrundelsen for ikke at anerkende efter bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme var, at arbejdet som frisør ikke havde indebåret en udsættelse for dioxin, trikloetylen eller tetrakloretylen i et omfang, der kunne medføre udvikling af sygdommen Non-Hodgkins lymfom.

Begrundelsen for afvisning af anerkendelse efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led var, at der ikke var ny medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem frisørarbejde og udvikling af Non-Hodgkins lymfom. Ankestyrelsen lagde vægt på indstillingen fra Erhvervssygdomsudvalget. Der blev endvidere lagt vægt på konklusionen i erklæring fra den eksterne specialist i kræftsygdomme, hvorefter ingen af de stoffer, som var almindelige indenfor frisørfaget, var sat i forbindelse med en øget risiko for Non-Hodgkins lymfom, og hvorefter den eksisterende dokumentation for en sammenhæng mellem udvikling af lidelsen og beskæftigelse som frisør var ujævn og inkonsistent.

Begrundelsen for ikke at anerkende efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led var, at arbejdet som frisør endvidere ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning, at det måtte antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til sygdommen. Der var således ikke oplysninger om, at hun havde været udsat for påvirkninger i forbindelse med arbejdet, som indebar en væsentligt forøget risiko for udvikling af sygdommen.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 (j.nr. 1216511-07)

Kvindens forbund havde anmeldt en hjernesvulst (malignt meningeom) som arbejdsbetinget sygdom.

Af en speciallægeerklæring fremgik det bl.a., at hun var 31 år og havde arbejdet fra 1993 og frem i forskellige frisørsaloner i Danmark og Schweiz. Hun brugte ca. halvdelen af tiden på klipning og 30-40 % på hårfarvning. Som frisør udsattes hun for mange kemikalier, herunder aromatiske aminer, hvoraf nogle var mistænkte for at øge risikoen for kræft. En litteratursøgning havde ikke kunne koble malignt meningeom sammen med frisørfaget.

Til brug for Erhvervssygdomsudvalgets behandling af sagen blev indhentet en erklæring fra en ekstern specialist i kræftsygdomme. Af erklæringen fremgik det bl.a., at der indgik en række kemiske stoffer i sædvanligt frisørarbejde, men ingen af disse stoffer var i epidemiologiske undersøgelser sat i forbindelse med kræft i hjernen. Der blev opdaget omkring 1.000 nye tilfælde af hjernekræft hvert år, så sygdommen var ikke helt sjælden. Der vides kun lidt om årsagerne til hjernekræft, når der blev bortset for visse arvelige former. Det måtte dog anses for veldokumenteret, at ioniserende stråling i betydelige doser øgede risikoen for den type hjernekræft (meningeom), som hun havde. Der var lavet en række undersøgelser af risikoen for hjernesvulster i forskellige erhverv, men der var i ingen erhverv påvist en gennemgående forøget risiko. Der var gennemført flere store nordiske undersøgelser af forekomsten af hjernekræft hos frisører. Disse undersøgelser pegede på, at hjernekræft forekom med samme hyppighed hos frisører som i gennemsnitsbefolkningen. Generelt set viste andre undersøgelser tilsvarende resultater. Samlet konkluderedes det, at der ikke var dokumentation for, at malignt meningeom kunne tilskrives særlige forhold i hendes arbejdsmiljø som frisør.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hjernekræften (malignt meningeom) kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 7, stk.1, nr. 1. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at hjernekræften kunne anerkendes efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Begrundelsen for afvisning af anerkendelse efter § 7, stk. 1, nr. 1 var, at malignt meningeom ikke var nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Begrundelsen for afvisning af anerkendelse efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led var, at der ikke var ny medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem frisørarbejdet og udvikling af malignt meningeom. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til Erhvervssygdomsudvalgets indstilling og den erklæring, som den eksterne ekspert i kræftsygdomme havde lavet. Ankestyrelsen var således enig i konklusionen, hvorefter ingen af de stoffer, som var almindeligt anvendte indenfor frisørfaget var sat i forbindelse med kræft i hjernen, og hvorefter der ikke var påvist en overhyppighed af kræft i hjernen hos frisører.

Begrundelsen for ikke at anerkende efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led var, at arbejdet endvidere ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning, at det måtte antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til sygdommen. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hun havde haft typisk frisørarbejde i perioden 1993 til 2005, hvor sygdommen blev konstateret. Som anført ovenfor var det trods mange undersøgelser ikke påvist, at sådant arbejde indebar en særlig risiko for udvikling af kræft i hjernen.

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 (j.nr. 1216519-07)

Kvindens forbund anmeldte Hodgkins sygdom som en arbejdsbetinget sygdom. Det var oplyst, at hun arbejdede som frisør med klipning, afblegning, permanentning og farvning.

Af journaloplysninger fra Arbejdsmedicinsk Klinik, fremgik det bl.a., at hun var 28 år og havde arbejdet siden 1995 (først som elev) på flere saloner. Arbejdstiden som elev var ligeligt fordelt mellem skoleophold og arbejde i salonen. Som udlært anvendte hun halvdelen af tiden på klipning, mens resten af tiden blev anvendt på farvning, afblegning og andre våde opgaver. Klinikken konkluderede, at der ikke var holdepunkter for en sammenhæng mellem arbejde i frisørfaget og udvikling af Hodgkins sygdom.

Til brug for Erhvervssygdomsudvalgets behandling af sagen var indhentet en erklæring fra en ekstern specialist i kræftsygdomme. Det fremgik bl.a. heraf, at frekvensen af Hodgkins sygdom over tid ikke tydede på, at sygdommen var forårsaget af industrialiseringen eller kemiske stoffer i øvrigt. Det konkluderes, at ingen af de stoffer, der var sædvanligt forekommende indenfor frisørerhvervet, var sat i forbindelse med udvikling af Hodgkins sygdom. Flere forholdsvis store velgennemførte nordiske erhvervsundersøgelser pegede på, at forekomsten af sygdommen i frisørfaget var normal. Der var ingen klare erhvervsmæssige årsager til Hodgkins sygdom.

Ankestyrelsen fandt ikke, at Hodgkins sygdom kunne anerkendes som erhvervssygdom efter lovens § 7, stk.1, nr. 1. Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at Hodgkins sygdom kunne anerkendes efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. og 2. led.

Begrundelsen for afvisning af anerkendelse efter § 7, stk. 1, nr. 1 var, at Hodgkins sygdom ikke var nævnt i fortegnelsen over erhvervssygdomme.

Begrundelsen for afvisning af anerkendelse efter § 7, stk. 1, nr. 2, 1. led var, at der ikke var ny medicinsk dokumentation for en sammenhæng mellem frisørarbejdet og udvikling af Hodgkins sygdom. Ankestyrelsen lagde vægt på Erhvervssygdomsudvalgets indstilling. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på konklusionen i erklæringen fra den eksterne specialist i kræftsygdomme, hvorefter ingen af de stoffer, som var almindeligt anvendte i frisørfaget var sat i forbindelse med Hodgkins sygdom, og hvorefter store undersøgelser viste, at forekomsten af sygdommen var normal indenfor frisørerhvervet.

Begrundelsen for ikke at anerkende efter § 7, stk. 1, nr. 2, 2. led var, at frisørarbejdet ikke havde indebåret en sådan særlig påvirkning, at det måtte antages, at arbejdet udelukkende eller i overvejende grad var årsag til Hodgkins sygdom. Der blev lagt vægt på, at hun havde arbejdet med de for erhvervet sædvanligt forekommende stoffer i perioden fra 1995 og frem. Som nævnt ovenfor havde undersøgelser af en mulig sammenhæng mellem sygdommen og frisørarbejde generelt ikke kunnet påvise en sammenhæng.