Ankestyrelsens principafgørelse C-40-08

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 615 af 15. juni 2006 om støtte til køb af bil efter servicelovens § 114 - § 10, stk. 1 nr.3

En borger købte et bilsæde til sin bil, inden bevilling fra kommunen forelå.

Kommunen gav afslag på køb af bilsæde og henviste til, at det var et almindeligt princip i serviceloven, at der normalt ikke kunne ydes støtte til anskaffelser, som var foretaget, inden bevilling var modtaget, med mindre den pågældende ydelse ansås for uopsættelig.

Kommunen anså ikke ydelsen for at have været uopsættelig og henviste til Principafgørelse 0-35-99 fra Ankestyrelsen om særlig indretning.

Landsforeningen af Polio-, Trafik-og Ulykkesskadede (PTU) havde vurderet, at et Recardo sæde med nogle ændringer var det billigst egnede sæde, og at borgeren havde været klar over, at der blev indstillet til et specielt sæde, men købte desuagtet et andet brugt sæde.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at borgeren ikke var berettiget til tilskud til særlig indretning i form af sæde, som borgeren selv havde anskaffet, inden bevillingen var modtaget.

Nævnet lagde vægt på, at anskaffelsen af et andet sæde ikke havde været uopsættelig.

Borgeren anførte i klagen til Ankestyrelsen, at han ikke kunne anvende bilen med det sæde, der var i bilen. Da borgeren efter ½ år endnu ikke havde hørt noget fra kommunen, købte han et sæde. Det sæde, borgeren fik bevilget, opfattede borgeren som uanvendeligt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, om princippet i bistandsloven om, at ansøgning skulle indgives og bevilling modtages inden anskaffelsen, fandt anvendelse i forhold til servicelovens § 114 om støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen.

Kommunen skulle træffe en ny afgørelse, om hvorvidt borgeren var berettiget til det købte bilsæde som nødvendig indretning.

Ankestyrelsen fandt, at afholdelse af udgifter til køb af bilsæde, før der var truffet afgørelse om bevilling, ikke i sig selv kunne afskære borgeren fra at få bevilget det ansøgte.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at Ankestyrelsen i Principafgørelse C-22-06 om merudgifter til voksne havde udtalt, at efter det almindelige socialretlige princip, og på baggrund af Ankestyrelsens mangeårige praksis udbetaltes hjælpen i ansøgningssager fra ansøgningstidspunktet.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at dette princip også gjaldt i sager om støtte til køb af bil og nødvendige indretninger.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke fandtes nogen lovbestemmelse om, at der ikke kunne ydes støtte til køb af bil og nødvendige indretninger, som var anskaffet eller foretaget, inden bevilling forelå. Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at der ikke var holdepunkter for at antage, at princippet i bekendtgørelsen om hjælpemidler og forbrugsgoder kunne udstrækkes til at omfatte støtte til biler og nødvendige indretninger.

Det fremgik af bekendtgørelsen om hjælpemidler og forbrugsgoder, at der normalt ikke kunne ydes støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder, som borgeren havde anskaffet inden bevilling. Det fulgte heraf, at i sager om hjælpemidler og forbrugsgoder skulle en borger således som hovedregel afvente kommunens afgørelse, før borgeren påtog sig en udgift.

Der fandtes ikke tilsvarende bestemmelse i serviceloven eller bekendtgørelsen om støtte til køb af bil, om at der ikke kunne ydes støtte til køb af bil og støtte til nødvendige indretninger, fordi anskaffelsen eller indretningen var sket på et tidspunkt, hvor der endnu ikke forelå en bevilling.

Ankestyrelsen fandt ikke, at Principafgørelse O-35-99 om afslag efter bistandsloven på støtte til særlig indretning foretaget inden bevilling forelå, ændrede herved.

Ankestyrelsen fandt således, at der ikke kunne gives afslag på en bevilling alene med henvisning til, at det ansøgte bilsæde var anskaffet og udgifter afholdt hertil, inden bevilling forelå.

I andre ansøgningssager end sager om støtte til hjælpemidler eller forbrugsgoder kunne en borger derfor godt påtage sig en udgift, efter at borgeren havde søgt kommunen herom, og inden bevilling var modtaget. Borgeren løb imidlertid den risiko, at kommunen gav helt eller delvist afslag, hvorefter borgeren selv måtte afholde udgiften eller noget af udgiften.

Der kunne endvidere være konkrete omstændigheder, der gjorde det vanskeligt for en kommune at vurdere nødvendigheden af en ændring, hvis en borger iværksatte ændringen, således at kommunen ikke fagligt kunne bedømme nødvendigheden af de foretagne ændringer og derfor gav afslag.

Kommunen skulle behandle sagen igen og vurdere, om borgeren var berettiget til det anskaffede bilsæde.