Ankestyrelsens principafgørelse P-6-08

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 484 af 29. maj 2007 - § 42

En pensionist havde indsendt varmeregnskab for perioden 2004-2005.

Kommunen oplyste efterfølgende, at pensionisten på baggrund af udgiften til varme på ca. 6.000 kroner for perioden var berettiget til at få ca. 4.200 kroner, og at beløbet ville blive udbetalt sammen med pensionen for oktober 2005.

Ved en fejl havde kommunen fortsat i de efterfølgende måneder med at udbetale et månedligt varmetillæg på ca. 4.200 kroner.

Ved indsendelse af nyt varmeregnskab for perioden 2005-2006 blev kommunen opmærksom på fejlen.

Kommunen traf efterfølgende afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt varmetillæg på ca. 42.000 kroner, idet pensionisten i perioden 2005-2006 havde modtaget ca. 46.500 kroner i alt i varmetillæg.

Begrundelsen var, at pensionisten alene havde været berettiget til varmetillæg på max 400 kroner om måneden, svarende til ca. 4.400 kroner. Samtidigt blev det anført, at varmetillægget på de ca. 4.200 kroner, der var udbetalt med pensionsudbetalingen i oktober 2005 var en engangsydelse.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at betingelserne for, at kommunen kunne kræve fejlagtigt udbetalt varmetillæg tilbage, måtte vurderes at være opfyldt. Nævnet var enig med kommunen i, at pensionisten måtte anses for at have modtaget det for meget udbetalte personlige tillæg mod bedre vidende.

Nævnet anførte i afgørelsen, at det var opmærksom på oplysningerne om pensionistens alder, helbredsmæssige forhold og læsefærdigheder.

Nævnet fandt dog, at en løbende månedlig udbetaling/stigning af den omhandlende størrelse alt andet lige burde have givet pensionisten en stærk formodning om, at der forelå en fejl, også under henvisning til, at pensionisten løbende havde modtaget pension i mange år.

Det blev anført i klagen, at den trufne afgørelse efter de almindelige formueretlige regler om condictio indebiti ikke kunne anses for holdbar. Det blev endvidere anført, at kommunen måtte være nærmest til at bære risikoen for de fejlagtige udbetalte ydelser, som pensionisten ikke havde indblik for. Ligeledes blev der henvist til oplysninger om pensionistens uddannelsesmæssige forhold samt alder og syns-handicap med de deraf følgende manglede læsefærdigheder. Der var vedlagt synsattest fra øjenlægen, hvoraf det fremgik, at pensionisten ikke havde noget læsefelt.

Pårørende til pensionisten havde endvidere anført, at kommunen ikke havde oplyst om tilbagebetalingspligten i § 43 i lov om social pension, men kun havde henvist til en nærmere bestemt kommunal regel, som ikke var nærmere beskrevet. Endvidere blev der henvist til pensionistens dårlige syn samt til, at kommunen flere gange havde ændret pensionen og derfor havde haft lejlighed flere gange til at rette fejlen. Det blev endvidere anført, at pensionisten ikke havde det rådighedsbeløb, som kommunen havde anført samt, at pensionisten ikke havde modtaget kommunens brev fra september 2006 om varmeregnskab.

Efterfølgende havde Folketingets Ombudsmand bedt kommunen og nævnet om en udtalelse til sagen i anledning af klagen til Ombudsmanden.

Kommunen udtalte hertil, at kravet om tilbagebetaling var rejst efter § 42 og § 43 i lov om en social pension.

Ligeledes udtalte nævnet efterfølgende, at nævnets afgørelse var truffet efter tilbagebetalingsreglerne i lov om en social pension, selvom det havde fremgået af nævnets afgørelse, at afgørelsen var truffet ud fra den almindelige obligationsretlige grundsætning condictio indebiti. Nævnet havde således truffet afgørelse ud fra vurderingen af, om pensionisten var i god tro i den givne situation.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare spørgsmålet om tilbagebetaling af for meget udbetalt personligt tillæg og det retlige grundlag herfor.

Pensionisten skulle tilbagebetale de for meget udbetalte varmetillæg for perioden 1. november 2005 til 30. september 2006 på i alt 42.119 kr.

Ankestyrelsen fandt, at beløbene, der var modtaget med urette, var modtaget mod bedre vidende.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen i september 2005 havde meddelt pensionisten, at hun på grundlag af udgiften for varme for tiden 1. april 2004 til 31. marts 2005 på i alt 6.029 kr. havde ret til at få 4.229 kr. Beløbet ville blive udbetalt sammen med pensionen i oktober måned 2005.

Det måtte derfor have været klart for pensionisten, at der var tale om et engangsbeløb, og ved almindelig agtpågivenhed måtte det desuden have været klart for hende, at den efterfølgende fortsatte udbetaling med 4.229 kroner om måneden skete med urette.

Ankestyrelsen lagde endvidere afgørende vægt på, at pensionisten var oplyst om, at der var tale om varmetillæg, og at beløbene i meget betydeligt omfang oversteg hendes varmeforbrug. Der var således et åbenbart misforhold mellem hendes reelle varmeudgift om måneden og det beløb, som hun modtog i varmetillæg om måneden.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunens oplysning om, at varmehjælpen blev ydet i henhold til en nærmere bestemt kommunal regel, kunne give grundlag for en antagelse om, at der var ret til varmehjælp med beløb langt udover udgiften til varme. Det måtte derfor have været klart for pensionisten, at hun med urette modtog 4.229 kroner om måneden.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at pensionisten havde modtaget pension og varmetillæg i mange år, og derfor kendte størrelsen af pensionsbeløbet. Hun havde ikke været underrettet om ekstraordinær forhøjelse af pensionen.

Ankestyrelsen kunne ikke tillægge det betydning for afgørelsen, at pensionisten var 91 år på tidspunktet for udbetalingen, og at hun altid havde været ordblind og nu led af grøn stær og ikke havde noget læsesyn.

Ankestyrelsen henviste herved til, at pensionisten klarede sig selv og også selv havde indsendt oplysninger om varmeregnskab og økonomiske forhold.

Desuden havde hun haft mulighed for at kontakte kommunen med hensyn til hjælp til forståelse og læsning af pensionsmeddelelser. Hun havde dog valgt at indrette sig med hjælp fra familien. Hun havde således haft mulighed for at få indsigt i oplysningerne på pensionsmeddelelserne, selvom hun led af syns- og læsehandicap.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at det forhold, at pensionisten havde fået udbetalt beløbet gennem 11 måneder, havde givet hende anledning til at forvente, at hun havde ret til varmehjælp af den størrelse. Kommunen havde først haft særlig anledning til at reagere vedrørende varmetillægget, da pensionisten indsendte nyt varmeregnskab, idet de tidligere henvendelser fra kommunen i perioden havde vedrørt den almindelige pension og ikke specifikt udregningen af varmetillægget.

Ankestyrelsen udtalte kritik over, at kommunen ikke havde haft sikret sig, at pensionisten havde været bekendt med, at kommunen havde påbegyndt behandling af sag om tilbagebetaling, og at sagens faktiske oplysninger indgik ved sagsbehandlingen.

Ankestyrelsen fandt dog ikke, at sagsbehandlingsfejlen medførte, at afgørelsen var ugyldig, idet pensionisten senere havde haft lejlighed til at udtale sig.

Endelig bemærkede Ankestyrelsen, at Østre Landsrets dom - U.f. R 1981, side 1067f - som pensionistens hjælper havde henvist til som delvis sammenlignelig med hendes tilfælde, ikke kunne ses at danne grundlag for en ændret afgørelse. Ankestyrelsen lagde navnlig lagt vægt på, at der i den pågældende retssag var tale om væsentligt mindre beløb over en længere periode, og at grundlaget var væsentlig mere kompleks og mindre gennemskueligt, mens der i pensionistens tilfælde udelukkende var tale om varmehjælp.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn.