Ankestyrelsens principafgørelse M-1-08

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 199 af 2. marts 2007 - § 12, stk. 3

En borger modtog boligstøtte, men havde af sin nuværende kommune fået afslag på at få beregnet boligstøtten efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede.

Kommunens begrundelse herfor var, at borgeren ikke brugte kørestol, og der ikke blev brugt personløft eller lift.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at borgeren utvivlsomt var bevægelseshæmmet men ikke stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund, at reglerne i boligstøtteloven om beregningen af støtte til stærkt bevægelseshæmmede havde til formål at kompensere den pågældende for de ekstra udgifter, der var forbundet med, at et motorisk handicap medførte et behov for en større bolig, hvor den pågældende kunne komme omkring med kørestol eller lignende.

Nævnet henviste endvidere til, at en person, der alene benyttede rollator eller stokke som hjælpemiddel som regel ikke ville være omfattet af reglerne, idet brug af rollator ikke i sig selv medførte behov for en bolig på mere end 65 m2.

Nævnet lagde vægt på en samlet vurdering af oplysningerne om borgerens helbredsforhold og funktionsniveau herunder, at borgeren havde ødemer i begge ben og som følge heraf havde en nedsat gangdistance. Borgeren var afhængig af ganghjælpemidler.

Nævnet lagde herefter vægt på, at borgeren ud fra de foreliggende oplysninger klarede sig selv i hverdagen. Borgeren var således selvhjulpen med hensyn til personlig hygiejne, indkøb og madlavning. Borgeren fik dog dagligt hjemmehjælp til kompressionsstrømper og hjælp til rengøring hver 14. dag.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at borgeren inden døre benyttede albuestokke eller rollator. Borgeren havde desuden en manuel kørestol men kunne ikke benytte denne ved egen hjælp. Desuden havde borgeren en badebænk. Til udendørs brug var han blevet bevilliget en invalidebil og et el-køretøj.

Nævnet anførte, at nævnet havde været opmærksom på, at han havde et stålstativ på størrelse med en stol stående til brug for hjemmeplejen.

Nævnet anførte yderligere, at det forhold, at han tidligere af andre kommuner havde fået boligydelse som stærkt bevægelseshæmmet ikke kunne føre til et andet resultat.

Nævnet anførte afslutningsvis, at kommunens afgørelse ikke opfyldte kravene til begrundelse i forvaltningslovens § 24, ligesom der heller ikke sås at være givet en tilstrækkelig klagevejledning efter forvaltningslovens § 25. Nævnet fandt dog efter en konkret vurdering ikke, at sagsbehandlingsfejlene medførte ugyldighed, idet sagsbehandlingsfejlene ikke havde haft betydning for sagens udfald.

Borgeren klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

I klagen anførte borgeren, at han i 2 tidligere kommuner havde fået boligstøtten beregnet som til en stærkt bevægelseshæmmet. Han anførte endvidere, at han godt kunne bruge sin manuelle kørestol indendørs.

Borgeren havde herudover oplyst over for Ankestyrelsen, at kommunen nu havde pålagt ham at have en el-plejeseng og carelift. El-plejesengen og careliften skulle hjemmeplejen bruge, når han skulle have kompressionsstrømperne på.

Borgeren ønskede ikke få fjernet sin egen seng. El-plejesengen skulle derfor installeres i hans gæsteværelse. Her havde han 2 gæstesenge stående, som nu skulle fjernes.

Sagen blev behandlet i principielt møde alene med henblik på afklaring af, hvad der skulle forstås ved ordlyden stærkt bevægelseshæmmede i boligstøttelovens § 12, stk. 3,s forstand.

Borgeren var ikke berettiget til at få beregnet sin boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede.

Ankestyrelsen vurderede, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse om, at borgeren ikke var berettiget til boligstøtte efter reglerne for stærkt bevægelseshæmmede.

Ankestyrelsen vurderede i lighed med nævnet, at borgeren utvivlsomt var bevægelseshæmmet, idet han havde et handicap af motorisk art.

Ankestyrelsen vurderede dog samtidig i lighed med nævnet, at han ikke kunne anses som stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand.

Ankestyrelsen lagde vægt på en samlet vurdering af oplysningerne om borgerens helbredsforhold og funktionsniveau samt hans brug af hjælpemidler.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af, at borgeren utvivlsomt var bevægelseshæmmet vægt på, at han havde nedsat gangdistance på grund af ødemer/åreknuder med svær hævelse i begge ben samt følger efter ankelbrud og slidgigt i knæene. Han havde endvidere en kronisk lungelidelse med svær nedsat lungefunktion og hjertepumpefunktion, der hæmmede hans bevægelse.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af, at borgeren ikke kunne anses som stærkt bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand særlig vægt på, at det var oplyst, at han i det daglige bevægede sig rundt i lejligheden med albuestokke eller med rollator.

Der var ikke oplysninger i sagen om, at han kun vanskeligt kunne bevæge sig i lejligheden uden kørestol.

Det fremgik af Socialministeriets vejledning om individuel boligstøtte, at der ved bedømmelsen af, om en person kunne anses for at være bevægelseshæmmet i boligstøttelovens forstand typisk skulle lægges vægt på, om den pågældende havde et handicap af motorisk art, som medførte, at den pågældende kun vanskeligt kunne bevæge sig uden hjælpemidler som kørestol eller lignende og derfor kunne have behov for en større bolig.

Som eksempel på et hjælpemiddel, der på linje med kørestol kunne berettige til en forøget boligstøtte, nævnte vejledningen også personløft/lift til brug i for eksempel badeværelset.

Det fremgik videre af vejledningen, at en person, der alene benyttede rollator som hjælpemiddel som udgangspunkt ikke ville kunne betragtes som stærkt bevægelseshæmmet.

Med hensyn til borgerens seneste oplysninger om, at kommunen havde krævet, at han skulle have installeret en el-plejeseng og en carelift, bemærkede Ankestyrelsen, at dette ikke nødvendigvis medførte behov for mere plads til at bevæge sig rundt i lejligheden.

Ankestyrelsen bemærkede afslutningsvis, at Ankestyrelsen heller ikke fandt, at kommunens afgørelse opfyldte kravene til begrundelse eller til klagevejledning efter forvaltningsloven.

Ankestyrelsen fandt dog i lighed med nævnet ikke, at sagsbehandlingsfejlene medførte ugyldighed, idet sagsbehandlingsfejlene ikke havde haft betydning for sagens udfald.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.