Sagen drejede sig om A Kommune, der i juni 1995 havde givet refusionstilsagn for en borger bosat i B Kommune. Der var ikke særlig aftale vedrørende boligudgifter.
Da B Kommune i 2006 blev opmærksom på, at adgangen til refusion, jf. retssikkerhedsloven § 9 c, stk. 1, fra 1. januar 2003 også omfattede ydelser efter lov om boligstøtte, rettede kommunen krav overfor A Kommune for perioden 3 år bagud til 1. februar 2003.
A Kommune afviste kravet. Kommunen anførte, at den tidligere periode ikke indeholdt aftaler om boligstøtte, selvom der havde været mulighed for at indgå aftale herom.
Det sociale nævn ændrede A Kommunes afgørelse og pålagde A Kommune refusionspligt for boligstøtten.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at den mellemkommunale refusionspligt pr. 1. januar 2003 var udvidet til at omfatte udgifter til hjælp i medfør af lov om individuel boligstøtte.
A Kommune klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at der ikke forelå nogen aftale om refusion af boligstøtte, hvilket A Kommune mente, var en forudsætning, da refusionsforholdet eksisterede forud for lovændringen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ret til refusion af boligstøtte efter lovændring i retssikkerhedslovens § 9 c pr. 1. januar 2003 var afhængig af, om der i en forudgående periode havde været indgået aftale herom.