X kommune meddelte ved afgørelse af 7. august 2007 afslag på mellemkommunal refusion til Y kommune i forhold til en mand, der var tilflyttet Y kommune.
Det sociale nævn stadfæstede X kommunes afgørelse. X kommune var ikke forpligtet til at yde refusion til Y kommune.
Det var nævnets opfattelse, at X kommune ikke havde medvirket til mandens flytning til Y kommune.
Nævnet tillagde det vægt, at manden og dennes ægtefælle havde truffet beslutning om at sælge deres tidligere bolig i X kommune og flytte til Y kommune, inden X kommune blev kontaktet telefonisk af ægtefællen den 8. marts 2007. Salget af ejendommen var på dette tidspunkt allerede berammet, og det var aftalt, at ægteparret skulle flytte ud 15. maj 2007. I vurderingen af dette spørgsmål havde nævnet inddraget Ankestyrelsens Principafgørelse R-2-06. På baggrund af denne afgørelse fandt nævnet, at X kommunes telefoniske vejledning til mandens ægtefælle om visitation til handicapbolig ikke opfyldte kravet om, at kommunen havde medvirket til borgerens flytning.
Nævnet fandt endvidere, at X kommune ikke var refusionspligtig i medfør af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 5, 1. pkt. Nævnet tillagde det vægt, at det i bemærkningerne til bestemmelsen var anført, at anvendelsen af denne bestemmelse stillede store bevismæssige krav både til dokumentationen af, at behovet var til stede, og at den tidligere kommune var bekendt med dette behov.
Nævnet fandt, at disse bevismæssige krav ikke var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at henvendelsen skete på et foreløbigt grundlag, og at X kommune alene fik en forespørgsel om vejledning om mulighederne for visitation til handicapbolig i Y kommune og dermed ikke en direkte anmodning om hjælp til manden.
Afslutningsvist bemærkede nævnet, at sygehusets henvendelse til Y kommune den 5. juli 2007 ikke havde nogen betydning i relation til afgørelsen af X kommunes refusionspligt, eftersom manden på dette tidspunkt havde ophold i Y kommune, idet dennes ægtefælle havde ophold der fra 16. maj 2007, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 3.
Y kommune klagede over nævnets afgørelse og mente ikke at være opholds- og betalingskommune.
Kommunen henviste blandt andet til, at Ankestyrelsen i Principafgørelse R-17-00 havde lagt vægt på, at ordet opholdskommune i retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, ud fra en naturlig sproglig forståelse forudsatte en fysisk tilstedeværelse.
Y kommune oplyste, at mandens hustru flyttede ægtefællernes folkeregisteradresse til Y kommune den 15. maj 2007, men det havde aldrig været hensigten, at manden skulle tilflytte den bolig, hvor hustruen tilmeldte folkeregisteradressen, og det ville heller ikke være fysisk muligt. Manden havde på intet tidspunkt opholdt sig i Y kommune, før han blev udskrevet til en plejebolig.
Y kommune gjorde i klagen blandt andet rede for mandens behandlingsforløb på diverse sygehuse og mente, at flytningen af manden havde krævet medvirken af både sygehuset og statsforvaltningen, da det var nødvendigt med et værgemål.
Ægteparret solgte deres bolig i X kommune i midten af februar 2007, og den 28. februar 2007 blev manden indlagt på grund af en hjerneblødning. Først herefter besluttede hustruen at flytte til Y kommune på grund af ægteparrets nuværende situation, og først den 15. maj 2007 fik hustruen en bolig i Y kommune.
Siden den 28. februar 2007 havde der ikke været nogen kommunikation mellem manden og omverdenen, og han havde derfor ikke kunnet deltage/medvirke til beslutninger eller tage initiativ til handlinger fra denne dato.
På baggrund af informationen fra sygehuset om, at det mest realistiske var, at manden fremover ville få behov for en handicapbolig/plejebolig kontaktede hustruen X kommune den 8. marts 2007. Y kommune mente derfor, at X kommune var orienteret om de omfattende skader, som manden havde fået på grund af sin hjerneblødning.
Y kommune oplyste endvidere, at den manglende dialog mellem sygehuset i X kommune og de øvrige sygehuse havde betydet unødig lang indlæggelse, efter at manden var lægelig færdigbehandlet.
Nævnet genvurderede sagen og fandt på baggrund af de nye oplysninger i kommunens klage, at manden i forbindelse med sit sygehusophold på de mange sygehuse opgav sin bopæl i X kommune med virkning fra den 15. maj 2007. Nævnet lagde herved for det første vægt på, at manden under sit sygehusophold ikke længere opholdt sig i X kommune. For det andet tillagde nævnet det vægt, at manden og dennes hustru havde solgt huset i X kommune med fraflytning den 15. maj 2007, således at der efter tidspunktet for mandens hustrus fraflytning ikke længere forelå nogen boligmæssig tilknytning til X kommune.
Nævnet fandt endvidere, at manden ikke fik opholdskommune i Y kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, alene derved, at dennes hustru flyttede parrets folkeregisteradresse til en adresse i Y kommune. Nævnet lagde vægt på, at det var oplyst i kommunens klage, at det aldrig havde været meningen, at manden skulle tage ophold i den lejlighed, som dennes hustru lejede i Y kommune. Manden ville på grund af permanent anvendelse af kørestol og plejeseng mv. være afskåret fra at tage ophold i denne lejlighed. På denne baggrund fandt nævnet, at manden ikke før sin udskrivelse til ophold i plejebolig i Y kommune i august 2007 erhvervede denne som sin opholdskommune.
Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, måtte forstås således, at ægtefæller kun fik fælles opholdskommune det sted, hvor de havde fælles bopæl, i det omfang denne fælles bopæl var egnet til at kunne tjene til begge ægtefællers bopæl, og i et vist omfang faktisk blev anvendt som sådan.
Nævnet fandt fortsat, at hverken X kommune eller anden offentlig myndighed havde medvirket til, at manden fik ophold i Y kommune.
Dog var nævnet i forbindelse med genvurderingen af sagen blevet opmærksom på, at spørgsmålet om sygehusets eventuelle medvirken til, at manden fik ophold i Y kommune havde betydning for spørgsmålet om ret til refusion.
Det var nævnets opfattelse, at der fra sygehusvæsenets side forelå medvirken til, at manden fik ophold på et bestemt sygehus, og at han efter sin indlæggelse dér fik ophold på en længere række af sygehuse i flere kommuner, indtil han til sidst blev udskrevet til plejebolig i Y kommune.
Nævnet fandt, at der dermed forelå et ubrudt forløb i forbindelse med mandens sygehusophold, fra han blev indlagt på sygehus den 28. februar 2007 og frem til, at han blev udskrevet til plejebolig i Y kommune i august 2007.
Det blev oplyst, at nævnet ved vurderingen af spørgsmålet om medvirken fra sygehusvæsenet havde inddraget Principafgørelserne R-1-02 og R-3-03. Der var endvidere rettet henvendelse til Ankestyrelsen for en nærmere fortolkning af R-1-02 og R-3-03.
På baggrund af Principafgørelserne R-1-02, R-3-03 og Ankestyrelsens svar på nævnets forespørgsel i den forbindelse, konkluderede nævnet, at der gjaldt et krav om (særskilt) medvirken til, at manden fik ophold i Y kommune.
Nævnet fandt, at den medvirken, som sygehusvæsenet udviste, ikke opfyldte retssikkerhedslovens betingelse om medvirken, hvad angik, at manden fik ophold i Y kommune. Ved vurderingen af dette spørgsmål inddrog nævnet Principafgørelse R-2-06.
Det var nævnets opfattelse, at hverken sygehuset eller anden offentlig myndighed havde truffet nogen beslutning, der kunne siges at have været bestemmende eller haft nogen særskilt indflydelse på, at manden fik ophold i Y kommune. Det var alene folkeregistertilmeldingen, foranlediget af hustruens ønske om at flytte til Y kommune, der var afgørende for, at manden blev flyttet til og senere udskrevet fra sygehuset til Y kommune, idet ingen af sygehusene havde andre grunde til at flytte ham dertil.
På denne baggrund fandt nævnet, at hverken sygehuset eller anden offentlig myndighed havde medvirket (særskilt) til, at manden fik ophold i Y kommune, og nævnet fastholdt derfor afgørelsen om, at X kommune ikke var forpligtet til at yde refusion til Y kommune for udgifterne til manden.
Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til Principafgørelserne R-1-02 og R-3-03.
