Ankestyrelsens principafgørelse C-23-08

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 112

Sagen drejede sig om en kvinde, der led af dissemineret sklerose. Som følge af lidelsen havde hun svært ved at tømme tarmen med deraf følgende problemer som forstoppelse og afføringsinkontinens.

Hun blev behandlet med fiberprodukter og glycerol-stikpiller på hospitalet, men uden effekt. Efterfølgende blev hun på hospitalet oplært i benyttelse af transanal irrigation, med god effekt. Hospitalet ordinerede derpå apparaturet.

Kvinden gik ikke til regelmæssig kontrol på hospitalet, men kunne henvende sig, hvis hun fik problemer med behandlingen.

Kommunen afslog bevilling til irrigationsapparatet og begrundede afgørelsen med, at det ansøgte måtte anses for at være et behandlingsredskab. Kommunen lagde vægt på, at det var et apparatur, der var ordineret af hospitalet til permanent brug i hjemmet, og at kvinden havde fået undervisning i brugen på hospitalet.

Der henvistes til, at udgiften til behandlingsredskaber blev afholdt af hospitalsvæsenet.

Nævnet fandt, at kvinden ikke havde ret til bevilling af et irrigationsapparat som et hjælpemiddel i henhold til servicelovens § 112.

Begrundelsen var, at det ansøgte apparat ikke kunne betragtes som et hjælpemiddel, men derimod som et apparat i forbindelse med en behandlingssituation.

Nævnet lagde til grund, at brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling.

Nævnet bemærkede, at definitionen af et behandlingsapparat ikke indeholdt betingelser om varighed. Dette betød, at et apparat i en konkret situation kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det blandt andet anført, at kvinden var uforstående over for, at irrigationsapparatet kunne klassificeres som et behandlingsmiddel. Et behandlingsmiddel var i kvindens forståelse et middel, man brugte for at helbrede en lidelse, mens et hjælpemiddel blev brugt i forbindelse med en permanent fejlfunktion.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet fortsat var af den opfattelse, at et irrigationsapparat var et behandlingsapparat, idet brugen af apparatet var en integreret del af den medicinske behandling.

Nævnet fandt fortsat også, at definitionen af et behandlingsredskab ikke indeholdt betingelser om varighed, hvorfor et apparat kunne være et behandlingsredskab, selv om behovet var varigt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om apparatur til transanal irrigation (tarmtømning) skulle anses for at være et hjælpemiddel, som var omfattet af servicelovens § 112.

Ankestyrelsen fandt, at apparatur til transanal irrigation ikke var et hjælpemiddel.

Det var en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at der ikke kunne ydes hjælp efter anden lovgivning, herunder sygehuslovgivningen.

Det var desuden en betingelse for at få hjælpemidler efter servicelovens § 112, at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne, og at hjælpemidlet i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Begrundelsen for afgørelsen var, at behandling med apparaturet, som anvendtes til transanal irrigation, var iværksat af hospitalet som led i behandling af følgerne af kvindens sklerose.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvinden havde fået undervisning i brugen af udstyret på hospitalet, ligesom apparatet var ordineret af hospitalet til fortsat brug i hjemmet.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at kontrollen lå hos hospitalet, idet kvinden skulle rette henvendelse dertil, hvis hun havde problemer med benyttelsen af apparaturet.

Det var desuden Ankestyrelsens vurdering, at også hjælpemidler, ordineret som led i en behandling, kunne anses for at være et behandlingsredskab, selv om behandlingen forventedes at blive varig.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.