Ankestyrelsen fandt, at kommunens meddelelse om udbetaling af pension hver torsdag hos politiet ikke kunne påklages til det sociale nævn.
Ankestyrelsen vurderede, at kommunens tilrettelæggelse af pensionsudbetalingen hver torsdag hos politiet skulle betragtes som faktisk forvaltningsvirksomhed. Der var således ikke tale om en afgørelse, der kunne påklages til det sociale nævn, selvom kommunen havde givet klagevejledning.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af retssikkerhedslovens regler, at kommunens afgørelser kunne indbringes for det sociale nævn eller beskæftigelsesankenævnet, når det fremgik af lovgivningen.
En afgørelse blev forstået som en myndigheds fastsættelse af ret eller ikke ret for borgeren, fx tilkendelse eller afslag på sociale ydelser.
Reglerne var dog ikke gældende for klager over faktisk forvaltningsvirksomhed i kommunen. Klager over dette skulle behandles af den forvaltningsvirksomhed, der var ansvarlig for udøvelsen af den faktiske forvaltningsvirksomhed. Der kunne derfor ikke klages videre i det offentlige klagesystem.
Faktisk forvaltningsvirksomhed skulle forstås som det arbejde, der skulle udføres i det offentlige, for at afgørelsen kunne blive realiseret.
Det fremgik af sagens oplysninger, at borgeren modtog pension, og at kommunen efter aftale administrerede borgerens pension med udbetaling hver uge. Det fremgik endvidere, at borgerens nemkonto i banken var blevet lukket/ophævet, og at kommunen derfor havde meddelt borgeren, at han måtte hente sin pension på politistationen, idet det ikke var muligt at hente pensionen hos kommunen på grund af nærmere særlige omstændigheder.
Kommunens udførsel vedrørende organisering af det overførselsmæssige mellem bank og kommune til sikring af udbetalingen og bestemmelsen om det nye specielle udbetalingssted vurderedes således at være en del af kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed.
Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.