Der var ikke hjemmel i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til at kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt løntilskud.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at loven indeholdt en bemyndigelse for Beskæftigelsesministeren til at fastsætte regler om tilbagebetaling af ydelser efter loven, der var udbetalt på et urigtigt grundlag.
Sådanne regler var fastsat i § 190 i den dagældende bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Denne bestemmelse gjaldt dog kun modtagere af løntilskud i forbindelse med ansættelse med løntilskud efter lovens kapitel 11 om virksomhedspraktik.
Der var derfor ikke hjemmel i denne bestemmelse til at kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt løntilskud til en arbejdsgiver efter reglerne om fleksjob (lovens kapitel 13).
Der var heller ikke i øvrigt hjemmel i beskæftigelsesloven til at kræve tilbagebetaling i denne situation.
Beskæftigelsesudvalget bemærkede til kommunens klage, at hensynet til borgernes retssikkerhed efter udvalgets opfattelse krævede, at der skulle være klar hjemmel, før en myndighed kunne kræve tilbagebetaling af udbetalte ydelser.
Sagen blev hjemvist til beskæftigelsesankenævnet med henblik på at tage stilling til, om der eventuelt ville kunne kræves tilbagebetaling på ulovbestemt grundlag (condictio indebiti).