Ankestyrelsens principafgørelse N-7-08

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 22 og § 32

Ansøgeren, som var 52 år og akademisk uddannet, havde i mange år arbejdet som projektleder i IT-branchen, men var ikke formelt certificeret som projektleder.

I juli 2007 indgav han efter godt et halvt års ledighed ansøgning til anden aktør om bevilling af konkrete kurser. Ansøgningen var begrundet med, at det ikke længere var tilstrækkeligt med praktisk erfaring som ansøgningsgrundlag, idet arbejdsgiverne nu ønskede/krævede en certificeret medarbejder.

Anden aktør gav afslag på det ansøgte. Dette blev tiltrådt af staten i jobcentret. Begrundelsen var, at sagen ikke gav grundlag for at udtale, at et andet kursus, som ansøgeren havde fået tilbudt af anden aktør, ikke var en mere direkte vej til beskæftigelse.

Det indgik i jobcentrets vurdering, at ansøgeren i mellemtiden havde fået arbejde inden for sit fag.

Klageren gjorde gældende, at der var særlige grunde til, at han havde fået det pågældende arbejde, som i øvrigt var på et lavere niveau og til en lavere løn end hans tidligere arbejde.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte staten i jobcentrets afgørelse. Begrundelsen var, at nævnet skønnede, at kurser til certificering ikke væsentligt ville forbedre ansøgerens muligheder for at opnå ordinær beskæftigelse og hel eller delvis selvforsørgelse.

Nævnet vurderede det også som usikkert, om støtte til kurser med henblik på certificering ville være den korteste vej til at komme i beskæftigelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis vedrørende reglerne om vejledning og opkvalificering.

Ansøgeren havde efter omstændighederne ikke ret til de ansøgte kurser.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på ansøgerens uddannelse og omfattende erfaring fra arbejdsmarkedet.

Det indgik i vurderingen, at han faktisk ved egen hjælp var kommet i arbejde inden for sit fag, da staten i jobcentret traf afgørelse i sagen.

Beskæftigelsesudvalget kritiserede, at hverken nævnets eller staten i jobcentrets afgørelser levede op til forvaltningslovens krav til begrundelse.

Efter forvaltningsloven skulle en begrundelse for en afgørelse indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen var truffet. I det omfang afgørelsen beroede på et administrativt skøn, skulle begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen.

Beskæftigelsesudvalget fandt, at der ikke i afgørelserne fra staten i jobcentret eller beskæftigelsesankenævnet var redegjort tilstrækkeligt for begrundelsen for afslaget på de ansøgte kurser.

Beskæftigelsesudvalget fandt dog af de ovenfor anførte grunde ikke, at nævnets og staten i jobcentrets afgørelser burde erklæres for ugyldige.

Beskæftigelsesudvalget bemærkede i øvrigt, at det ikke var korrekt, at staten i jobcentret af egen drift havde sendt sin afgørelse til beskæftigelsesankenævnet på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde klaget over afgørelsen, og klagefristen ikke var udløbet.

Udvalget fandt heller ikke, at beskæftigelsesankenævnet havde haft lovligt grundlag for at påbegynde behandlingen af en klagesag, før klagen og staten i jobcentrets genvurdering var modtaget i statsforvaltningen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte dog med hensyn til resultatet beskæftigelsesankenævnets afgørelse.