Ankestyrelsens principafgørelse C-27-08

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 41, stk. 1

Sagen drejede sig om en familie, som havde en handicappet søn på 17 år.

Familien søgte i december 2006 om bevilling af merudgifter i forbindelse med handicapbil. Familien havde udskiftet tidligere handicapbil på grund af uoverskuelige reparationsudgifter. Familien havde nu indgået en serviceaftale med et bilfirma til 577 kr. pr. måned i 5 år. Serviceaftalen omfattede alle reparationer. Når drengen fyldte 18 år, skulle han selv overtage alle driftsomkostningerne på bilen, hvilket, familien fandt, kunne få uoverskuelige konsekvenser for hans økonomi.

Kommunen gav afslag på dækning af serviceaftale på 577 kr. pr. måned i 5 år samt afslag på dækning af de biludgifter, familien ville have haft, hvis der ikke var indgået en serviceaftale.

Afgørelsen om afslag på dækning af serviceaftalen blev begrundet med, at en serviceaftale ikke kunne anses for en nødvendig merudgift i forbindelse med drengens handicap eller som følge af at være ejer af en bil.

Afgørelsen om afslag på dækning af de biludgifter, familien ville have haft, hvis der ikke var tegnet en serviceaftale blev begrundet med, at der efter servicelovens § 41 ikke kunne ydes dækning til en merudgift, som familien ikke havde.

Nævnet tiltrådte i oktober 2007 kommunens afgørelse om dækning af servicekontrakten, men ændrede kommunens afgørelse om reparationsudgifter. Dette betød, at familien ikke var berettiget til dækning af den månedlige udgift til servicekontrakten, men var berettiget til en merudgiftsydelse til bilreparationer, i det omfang den årlige merudgift ikke oversteg 6.924 kr. svarende til udgiften på servicekontrakten.

Nævnet begrundede afslaget på merudgiftsydelse til dækning af servicekontrakten med, at denne udgift ikke kunne anses som en nødvendig merudgift som følge af drengens nedsatte funktionsevne, og at det var frivilligt at tegne en sådan forsikring.

Begrundelsen for, at familien var berettiget til dækning af reparationsudgifter i det omfang, reparationsudgifterne ikke oversteg den årlige udgift til servicekontrakten, var, at familien indirekte havde udgifter af denne størrelsesorden til dækning af reparationsudgifterne. Familien fandtes ikke berettiget til dækning af reparationsudgifter, der oversteg dette beløb, idet kontrakten dækkede disse udgifter, hvorfor der reelt ikke var nogen merudgift.

Kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anmodede kommunen om, at Ankestyrelsen optog sagen til principiel behandling og tog stilling til, om der ved beregningen af merudgiftsydelsen skulle tages højde for udgiften til servicekontrakten ved beregningen af reparationsudgifterne for pågældendes bil.

Afgørelsen om udgiften til servicekontrakten var stadfæstet af nævnet, men nævnet fandt, at pågældende var berettiget til at få dækket udgiften til bilreparation i det omfang, den årlige udgift ikke oversteg 6.927 kr., hvilket svarede til udgiften på servicekontrakten.

Det sociale nævn og kommunen var således enig i, at servicekontrakten ikke var en nødvendig merudgift, da det var frivilligt at tegne en sådan.

Kommunen var derimod uenig i, at pågældende kunne få dækket reparationsudgifter svarende til udgiften på servicekontrakten. Kommunen vurderede, at situationen kunne og burde sidestilles med de tilfælde, hvor borgeren var medlem af Sygesikringen Danmark. Der var således frivilligt tegnet en privat forsikring til at dække udgifter, der kunne være dækket af det offentlige.

Kommunen mente, at det var nødvendigt at forholde sig til, om det kunne være rigtigt, at der på området skulle være forskellige måder at beregne merudgiftsydelsen på.

På børneområdet var det således udmeldt, at tilskud fra en privat sygeforsikring ikke kunne modregnes i merudgiftsydelsen efter servicelovens § 41, fordi ydelsen ikke var trangsbestemt og var en udgift som det offentlige havde valgt at bære. På voksenområdet derimod, kunne der kun ydes tilskud efter servicelovens § 100 for den del af udgiften, der ikke blev dækket af Sygesikring Danmark eller af andre private ordninger.

Kommunen fandt derfor, at der burde sikres en mere ensartet tilgang og beregningsmåde i forhold til private forsikringsordninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om der kunne ydes hjælp som merudgifter ved forsørgelsen til dækning af familiens servicekontrakt, herunder reparationsudgifter vedrørende en hjælpemiddelbil.

Ankestyrelsen fandt, at familien ikke havde ret til at få dækket udgifterne til en servicekontrakt.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at familien heller ikke havde ret til at få dækket udgifterne til skønnede fremtidige bilreparationer.

Ankestyrelsen fandt, at betingelserne for dækning af merudgiftsydelse til servicekontakten ikke var opfyldte, fordi udgiften til servicekontrakten ikke var en nødvendig merudgift ved forsørgelsen som følge af drengens nedsatte funktionsevne. Den forsikring, familien havde tegnet, var en frivillig forsikring.

Betingelserne for dækning af udgifter til bilreparationer var heller ikke opfyldte, fordi udgifterne til fremtidige reparationer hverken var dokumenterede eller sandsynliggjorte.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der efter servicelovens § 41, stk. 1, alene ydes hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en forudsætning, at merudgifterne er en følge af den nedsatte funktionsevne.

Merudgifterne fastsættes på grundlag af sandsynliggjorte eller dokumenterede udgifter.

Ankestyrelsen fandt, at udgifter, der var forbundet med at have hjælpemiddelbil, f.eks. forsikring, benzin, reparationer, vask mv., skulle brugeren som udgangspunkt selv afholde, idet handicappede generelt ikke kunne siges at have merudgifter til drift af bil alene på grund af en nedsat funktionsevne i forhold til bilejere, der ikke var handicappede.

Ankestyrelsen fandt dog, at der i ganske særlige situationer kunne ydes hjælp til betaling af sådanne driftsudgifter, hvis det kunne sandsynliggøres, at familien ikke ville have haft bil, hvis ikke der var et særligt kørselsbehov som følge af barnets nedsatte funktionsevne eller lidelse, eller hvis der var tale om en ekstra bil til befordring af barnet eller den unge, eller hvis barnets handicap betød, at familien havde en særlig stor og driftsmæssig dyr bil som følge af barnets nedsatte funktionsevne.

Driftsudgifterne/reparationsudgifterne skulle samtidig være en udgift, som var forbundet med at have en handicapbil.

Hvis familien fik udgifter til reparation måtte familien ansøge om en omberegning af merudgiftsydelsen eller søge om en engangsydelse. Når drengen var fyldt 18 år, kunne der søges om dækning til reparationsudgifter efter reglerne om nødvendige merudgifter til voksne.

Ankestyrelsen tog således ikke stilling til, om der var en sådan særlig situation, at betingelserne for hjælp til betaling af driftsudgifter var opfyldte.

Ankestyrelsen stadfæstede dermed det sociale nævns afgørelse vedrørende udgifter til servicekontrakten, men ændrede afgørelsen fra det sociale nævn vedrørende merudgifter til bilreparationer.