En 75-årig kvinde havde søgt om ortopædiske fodindlæg som hjælpemiddel.
Ansøgeren havde haft flere blodpropper i hjernen, der havde medført styringsbesvær af benene. Der var let muskelsvækkelse over begge fodled med lidt indaddrejning af fodleddene.
Kommunen gav afslag på det ansøgte, idet der ikke var tale om en foddeformitet, hvilket er en forudsætning for at få tilskud til fodindlæg efter bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven § 10, jf. bilag 1.
Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen.
Nævnet begrundede hjemvisningen med, at når behovet for fodindlæg eller ortopædisk fodtøj ikke skyldtes en foddeformitet, skulle der foretages en vurdering efter de generelle principper for hjælpemidler efter servicelovens § 112, stk. 1.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om fodindlæg, kunne bevilges som hjælpemiddel efter servicelovens § 112, stk. 1, når det ikke kunne bevilges efter bekendtgørelse om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven § 10, jf. bilag 1.