Ankestyrelsens principafgørelse 98-09

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c

Borgeren boede i et botilbud efter servicelovens § 108 i A kommune. I marts 2008 opsagde hans mor og værge boligen. Familien ønskede hjælp fra A kommune til at skaffe en tilsvarende bolig i B kommune. Botilbuddet i A kommune kunne ikke anbefale en flytning, førend der var fundet et tilsvarende tilbud i B kommune. Sagsbehandleren kunne ikke finde et tilsvarende tilbud i B kommune, men havde dog ikke henvendt sig til visitationen i B kommune.

Den 28. april 2008 henvendte borgerens mor sig til B kommune for at få hjælp til en bolig dér. Medio maj blev borgeren flyttet til moderens hjem i B kommune uden hjælp fra kommunerne. Fra moderens adresse blev han den 26. juni 2008 visiteret til en plejebolig i B kommune. Han flyttede senere dertil fra moderens adresse.

A kommune ville ikke yde refusionstilsagn til B kommune, idet man ikke havde medvirket til flytningen.

Det sociale nævn fandt, at A kommune var berettiget til at meddele afslag på at være betalingskommune for borgeren efter dennes flytning til B kommune.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde medvirket ved flytningen, at borgeren ikke var flyttet til en tilsvarende boligform i B kommune, som han beboede i A kommune, men derimod oprindeligt var visiteret til en almen ældrebolig, og at han ikke var flyttet til en anden institution, men var flyttet i egen bolig.

B kommune klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen blev det anført, at A kommune var vidende om, at familien ønskede borgeren flyttet til B kommune, men at A kommune forholdt sig passiv. B kommune mente ikke, at en kommune kunne frasige sig sit ansvar ved bevidst at forholde sig passiv.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, om flytning fra plejebolig i én kommune til en anden kommune var omfattet af reglerne om frit valg og dermed medførte refusionspligt for fraflytningskommunen, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4.

B kommune havde ret til refusion.

Det betød, at A kommune havde betalingsforpligtelsen for borgeren, efter at han var flyttet til B kommune.

Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra det sociale nævn.

Ankestyrelsen fandt, at borgeren havde ret til frit at vælge et botilbud i B kommune, som svarede til det botilbud, han kom fra i A kommune. Ankestyrelsen vurderede, at det botilbud han nu havde i B kommune, svarede til det, han beboede i A kommune.

Det fremgik af sagen, at borgeren i A kommune boede i et botilbud efter servicelovens § 108, der omfattede hjælp efter § 83 og § 85. Denne hjælp skulle (blandt andet) tilbydes borgere, hvis fysiske og psykiske funktionsevne var betydeligt nedsat. Som beboer i denne type botilbud havde borgeren ret til frit at vælge et lignende botilbud, når han ønskede at flytte til B kommune.

B kommune havde ikke et § 108-botilbud, men endte med at visitere borgeren til en plejebolig. Kommunen præciserede over for Ankestyrelsen, at borgeren var visiteret efter servicelovens § 192 a (jf. § 192) til en plejebolig efter lov om almene boliger § 5, stk. 2. Der stod i denne bestemmelse, at plejeboliger var almene ældreboliger, hvor der til den samlede bebyggelse hørte servicearealer for personer med behov for omfattende service og pleje efter lov om social service.

Det fremgik af borgerens sagsakter i B kommune, at han blev tilbudt hjælp efter § 83 og § 85 i serviceloven. Boligen blev endvidere indrettet med diverse hjælpemidler, så borgeren både kunne færdes med sin usikre gang og med kørestol.

Ankestyrelsen vurderede, at botilbuddet i B kommune var omfattet af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4. I det tilfælde havde borgeren ret til at vælge den tilsvarende bolig uden medvirken fra fraflytningskommunen. Den nye opholdskommune havde herefter krav på refusion fra den tidligere kommune.

Da der var tale om en 50-årig borger, som var betydeligt fysisk og psykisk handicappet efter en hjerneskade, han pådrog sig som ung, var der ikke udsigt til, at han ville kunne klare sig i egen bolig. Det fremgik af sagen, at man fra A kommune frarådede en flytning til B kommune, uden at der først var fundet et egnet botilbud til borgeren.

Ankestyrelsen fandt derfor, at det var uden betydning for spørgsmålet om refusion, at borgeren først blev flyttet til moderens bolig, da familien ikke ville vente på, at A kommune fandt et egnet botilbud i B kommune. Under hele forløbet havde det været klart for både A og B kommuner, at borgeren havde et uafbrudt behov for og var berettiget til et botilbud med omfattende hjælp som beskrevet i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 4, nr. 1.