Kommunen var berettiget til at giveansøger hjælp efter § 81 i aktivloven til nødvendige udgifter til mad og husleje fra november 2008 indtil bevilling af separation.
Ankestyrelsen tog udgangspunkt i, atansøger ikke var berettiget til løbende hjælp til forsørgelse.
Ankestyrelsen tog desuden udgangspunkt i, at hans forsørgelse som udgangspunkt påhvilede hustruen, så længe ægteskabet ikke formelt var opløst, uanset at han var fraflyttet den fælles bolig, og parret havde underskrevet og sendt ansøgning om separation.
I den forbindelse blev der henvist til Principafgørelse A-28-07, hvorefter den gensidige forsørgelsespligt først ophørte ved separation eller skilsmisse. Opløsningen af ægteskabet forudsatte således en formel retshandling fra den kompetente myndigheds side, før anmodning om separation og den faktiske samlivsophævelse fik retsvirkning.
Ankestyrelsen tog endelig udgangspunkt i, at hustruen ikke forsørgede ham, og at kommunen ikke havde mulighed for at pålægge hende at opfylde denne forpligtelse.
Han var således uden forsørgelsesgrundlag, mens sagen om separation var under behandling i statsforvaltningen. Kommunen kunne derfor ikke afvise ham den nødvendige hjælp.
Efter grundlovens § 75, stk. 2 er den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
Efter § 1 i aktivloven er formålet med loven blandt andet at skabe et økonomisk sikkerhedsnet for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie.
Efter § 81 i aktivloven kan kommunen yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse
Ankestyrelsen vurderede, at udgifter til kost og husleje var rimelige begrundede enkeltudgifter, og atansøger havde været ude for ændringer i sine forhold.
Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at ægteparret havde ophævet samlivet, at de havde indgivet separationsbegæring, og at afgørelsen alene afventede statsforvaltningens sagsbehandling. Der var derfor tale om udgifter i en kortere begrænset periode.
Ankestyrelsen vurderede desuden, at udgifterne kunne forudses, men at afholdelsen af udgifterne var af helt afgørende betydning for hans livsførelse, idet der var tale om nødvendige udgifter til kost og husleje.
På denne baggrund vurderede Ankestyrelsen, at kommunen med rette havde henvist til § 81 ved bevilling af hjælpen.
Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre kommunens konkrete vurdering af, hvad den nødvendige hjælp til mad og husleje omfattede.
Ankestyrelsen ændrede således afgørelsen fra det sociale nævn.
