Ankestyrelsens principafgørelse 183-09

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 51

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 742 af 7. juli 2009 - § 63, § 64, stk. 1 og § 64, stk. 4

Ansøger var i 2005 på grund af dårlig ryg og astma blevet anset for omfattet af målgruppen for revalidering.

Den 8. august 2005 blev ansøger af kommunen ifølge jobplan bevilget revalideringsydelse til uddannelse som teknisk designer fra den 8. august 2005 til 28. februar 2008.

I uddannelsen indgik praktikforløb. Der blev indgået en uddannelsesaftale vedr. 1. august 2006 til 14. december 2007. Aftalen var dateret 18. september 2006 og fastsatte, at lønnen var aftalt til gældende mindstebetaling efter overenskomsten. Aftalen var underskrevet af uddannelsesstedet, virksomheden og ansøger. Imidlertid fremgik det af journalarkene, at ansøger under hele uddannelsesforløbet modtog revalideringsydelse.

Arbejdsgiveren havde oplyst, at det var en forudsætning for at modtage en praktikant, at der ikke skulle udbetales løn. Arbejdsgiveren accepterede dog at udbetale 1000 kr. pr. måned, da teknisk skole forklarede, at der skulle foreligge en lønaftale mellem praktiksted og elev. Dette beløb, 12.000 kr. på årsbasis, svarede til, hvad en person måtte tjene ved siden af revalideringsydelse, uden at denne blev påvirket.

Kommunen anmodede den 24. november og den 12. december 2006 om kopi af lønaftale mellem ansøger og praktikstedet.

Den 26. november 2007 gav kommunen afslag på omberegning af revalideringsydelse og overgang til løntilskud i stedet for. Begrundelsen var, at der ikke havde været tale om et ansættelsesforhold, men omen pro-forma aftale.

Beskæftigelsesankenævnet fandt, at spørgsmålet om, hvilken løn, der kunne ydes under uddannelsespraktikken efter aktivlovens § 51, stk.1, nr. 3, var et mellemværende mellem arbejdstager og arbejdsgiver. Det var således ikke kommunen, der udbetalte lønnen men arbejdsgiveren. Kommunen kunne efter reglerne i beskæftigelsesindsatsloven udbetale løntilskud til en arbejdsgiver, såfremt arbejdsgiver udbetalte løn.

Nævnet henviste til, at ansøger ikke havde modtaget løn, hvorfor der ikke var grundlag for at give tilskud til arbejdsgiver.

Nævnet bemærkede, at kommunen i forbindelse med fastlæggelse af jobplanen og indgåelse af aftalen om praktik skulle have sikret sig, at reglerne i aktivlovens § 51, stk. 1, var overholdt. Det betød, at såfremt betingelserne for at modtage den mindste overenskomstmæssige løn under revalideringsforløbet var opfyldt, skulle kommunen have sikret sig, at arbejdsgiver var indforstået hermed, inden der blev udfærdiget en jobplan. Imidlertid var det arbejdsgiver, der skulle udbetale lønnen, og hvorvidt ansøger havde modtaget for lidt fra arbejdsgiveren, var således et mellemværende mellem ansøger og arbejdsgiver.

Der var ikke i aktivloven eller beskæftigelsesindsatsloven hjemmel til, at kommunen kunne udbetale løn til en revalidend i forbindelse med virksomhedspraktik hos en privat arbejdsgiver.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at ansøger ville have haft et større beløb til rådighed, såfremt der havde været tale om løntilskud, og der blev på den baggrund anmodet om regulering.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, hvorvidt der kunne være ret til efterbetaling af hjælp, når kommunen havde bevilget revalidering uden at anvende reglen om hjælp i form af mindste overenskomstmæssige løn, hvor der forelå særlige forhold, herunder for eksempel, at revalidendenvar over den sædvanlige uddannelsesalder, tidligere havde haft tilknytning til arbejdsmarkedet, eller havde pligt til at forsørge ægtefælle eller børn, jf. lov om aktiv socialpolitik § 51, stk. 1, nr. 3.

Ansøger var berettiget til hjælp i form af tilskud op til fagets mindsteløn under sin uddannelse til teknisk designer.

Kommunen havde begået fejl i sagsbehandlingen ved indholdet og omfanget af den vejledning, der var givet før og under ansøgers revalidering. Kommunen var forpligtet til at rette op på fejlen.

Det betød, at kommunen skulle beregne, hvilket løntilskud ansøger ville have været berettiget til og udbetale dette til ansøger.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således afgørelsen fra beskæftigelsesankenævnet.

Beskæftigelsesudvalget udtalte kritik af, at kommunen ikke havde vejledt om forskellige muligheder for ydelse under revalidering og lagde vægt på, at kommunen burde have orienteret om muligheden for løntilskud til arbejdsgiveren og burde have vejledt såvel arbejdsgiveren som ansøger om adgangen til på den baggrund at indgå en lønaftale.

Udvalget lagde desuden vægt på, at ansøger opfyldte betingelserne om særlige forhold for at modtage løntilskud under revalidering.

Udvalget henviste i øvrigt til Principafgørelse A-41-06, hvorefter en person, der opfyldte betingelserne for ansættelse med løntilskud, havde ret til hjælp i form af tilskud op til fagets mindsteløn.