Ankestyrelsens principafgørelse 145-09

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 34

I 1994 faldt sikrede over en ledning i forbindelse med sit arbejde som hjemmehjælper. Skaden førte til stærke rygsmerter. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken som en arbejdsskade.

I oktober 1996 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen sikredes tab af erhvervsevne til 65 procent. Afgørelsen blev truffet på grundlag af de sociale oplysninger i sagen. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at sikrede var indstillet til førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 2/3.

Sikrede søgte om genoptagelse af sin arbejdsskadesag i september 2001, efter hun fik tilkendt højeste førtidspension.

Den 4. juli 2003 afviste Arbejdsskadestyrelsen at genoptage vurderingen af sikredes tab af erhvervsevne. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af førtidspensionsakterne, at sikrede havde fået forhøjet sin pension på baggrund af forværringen af sin helbredstilstand efter operationen i januar 2001. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem operationen og ulykkestilfældet i 1994, og da forhøjelsen af pensionen blev givet på baggrund af operationen, fandt Arbejdsskadestyrelsen ikke grundlag for at genoptage spørgsmålet om tab af erhvervsevne.

Den 30. juli 2004 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Ankestyrelsen fandt det ikke sandsynligt, at en ny vurdering af sikredes sag ville medføre en højere erstatning for tab af erhvervsevne. Ankestyrelsen lagde vægt på, at forværringen af sikredes situation ikke kunne tilskrives arbejdsskaden, men måtte henføres til sikredes udtalte degenerative forandringer, som blev konstateret kun et år efter arbejdsskaden.

Den 22. april 2009 afsagde Højesteret dom i sagen.

Højesterets flertal udtalte, at genoptagelse inden for en frist af 5 år fra den første fastsættelse af varigt mén og tab af erhvervsevne alene var betinget af, at der var sket væsentlige ændringer af skadelidtes helbredsmæssige og/eller erhvervsmæssige forhold m.v., at der ikke skulle foretages en vurdering af spørgsmålet om årsagsforbindelse mellem arbejdsskaden og de ændrede forhold, og at Ankestyrelsens praksis i henhold til Principafgørelse U-2-04 og U-3-04 ikke var i overensstemmelse med loven.

Højesteret dømte dermed Ankestyrelsen til at genoptage spørgsmålet om sikredes tab af erhvervsevne i anledning af hendes tilskadekomst i 1994.

Sagen blev behandlet i principielt møde, idet der var tale om ændring af Ankestyrelsens praksis for så vidt angik spørgsmålet om genoptagelse inden for 5 år på baggrund af Højesterets dom af 22. april 2009.

Ankestyrelsen genoptog spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne på baggrund af Højesterets dom. Ankestyrelsen fandt, at sikrede havde ret til 65 procent i erhvervsevnetab, som var det, hun tidligere havde fået. Styrelsen fandt det overvejende sandsynligt, at den skete ændring i sikredes helbreds- og erhvervsmæssige tilstand siden sidste afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab ikke kunne tilskrives arbejdsskaden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var sket en forværring af sikredes tilstand, idet sikrede blandt andet måtte anvende stok ved gang, og der var beskrevet et tiltagende smerteniveau. Styrelsen fandt dog, at disse gener med overvejende sandsynlighed ikke kunne anses for at være følger af arbejdsskaden, men derimod følger af sikredes udtalte degenerative forandringer, som blev konstateret kun et år efter arbejdsskaden og uafhængig af arbejdsskaden havde udviklet sig til blandt andet spinalstenose, og som medførte sikredes stivgørende og pladsskabende operation i 2001.