Ankestyrelsens principafgørelse 52-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 69, stk 2

En drengpå 6 år var anbragt udenfor hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Moderen, der havde forældremyndigheden over barnet, ønskede, at han blev omskåret, da familien var muslimer, og det derfor var vigtigt for familien.

Kommunen gav afslag på anmodningen om omskæring af drengen med den begrundelse, at der ikke var tale om et livsnødvendigt indgreb, hvorfor drengen ikke skulle udsættes for indgrebet, før han kunne forstå og give udtryk for sin stillingtagen til det.

Nævnet afviste at behandle klagen, da det var nævnets opfattelse, at et spørgsmål om omskæring var et personligt forhold, der faldt udenfor området, som § 69, stk. 2, regulerede, og dermed faldt det også udenfor det sociale nævns kompetence.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at omskæring af drengebørn var et kirurgisk indgreb, som lige så vel kunne foretages, når drengen var fyldt 15 år og selv kunne bestemme, hvor vidt han ønskede det eller ej. Kommunen henviste til Sundhedsstyrelsens vejledning om omskæring af drenge.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet havde kompetence til at behandle en klage over kommunens afgørelse om afslag efter § 69, stk. 2, på omskæring af et barn anbragt udenfor hjemmet efter ønske fra forældremyndighedsindehaveren.

Ankestyrelsen fandt, at det sociale nævn havde kompetence til at behandle sagen. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i det sociale nævn.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det fulgte af servicelovens § 19, at kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfattede børn, unge og deres familier, blev udført i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmede børnenes og de unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Når et barn blev anbragt udenfor hjemmet, skulle kommunalbestyrelsen, i det omfang det måtte anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. under opholdet, jf. § 69, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt, at § 69, stk. 2, regulerede de forhold, der konkret havde betydning for, at anbringelsens formål blev opfyldt.

Fremsatte forældremyndighedsindehaveren en anmodning om en foranstaltning, der vedrørte det anbragte barn, og vedrørte denne anmodning væsentlige og meget personlige forhold som f.eks. var begrundet i religiøse forhold, skulle kommunen i videst muligt omfang efterkomme anmodningen. Kommunen kunne dog i særlige tilfælde afslå en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt det stred imod hensynet til barnets bedste og formålet med anbringelsen.

Ankestyrelsen vurderede, at kommunens afslag på omskæring afdrengen måtte anses for at være en egentlig afgørelse i henhold til § 69, stk. 2, idet det havde væsentlig og stor personlig betydning for forældremyndighedsindehaveren, at drengen blev omskåret, samtidig med at det var en indgribende foranstaltning overfor drengen.

En afgørelse i henhold til § 69, stk. 2, kunne påklages til det sociale nævn, der således havde kompetence til at behandle sagen.

Ankestyrelsen forholdt sig alene til, om det sociale nævn havde kompetence til at behandle sagen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse