Ankestyrelsen fandt, at det sociale nævn havde kompetence til at behandle sagen. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling i det sociale nævn.
Begrundelsen for afgørelsen var, at det fulgte af servicelovens § 19, at kommunalbestyrelsen skulle sørge for, at de opgaver og tilbud, der omfattede børn, unge og deres familier, blev udført i samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmede børnenes og de unges udvikling, trivsel og selvstændighed. Når et barn blev anbragt udenfor hjemmet, skulle kommunalbestyrelsen, i det omfang det måtte anses for nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen, træffe afgørelse om ændret anbringelsessted, behandling, uddannelse, samvær med personer fra netværket m.v. under opholdet, jf. § 69, stk. 2.
Ankestyrelsen fandt, at § 69, stk. 2, regulerede de forhold, der konkret havde betydning for, at anbringelsens formål blev opfyldt.
Fremsatte forældremyndighedsindehaveren en anmodning om en foranstaltning, der vedrørte det anbragte barn, og vedrørte denne anmodning væsentlige og meget personlige forhold som f.eks. var begrundet i religiøse forhold, skulle kommunen i videst muligt omfang efterkomme anmodningen. Kommunen kunne dog i særlige tilfælde afslå en anmodning fra forældremyndighedsindehaveren, såfremt det stred imod hensynet til barnets bedste og formålet med anbringelsen.
Ankestyrelsen vurderede, at kommunens afslag på omskæring afdrengen måtte anses for at være en egentlig afgørelse i henhold til § 69, stk. 2, idet det havde væsentlig og stor personlig betydning for forældremyndighedsindehaveren, at drengen blev omskåret, samtidig med at det var en indgribende foranstaltning overfor drengen.
En afgørelse i henhold til § 69, stk. 2, kunne påklages til det sociale nævn, der således havde kompetence til at behandle sagen.
Ankestyrelsen forholdt sig alene til, om det sociale nævn havde kompetence til at behandle sagen.
Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse