En kvinde led af sygdommen Spielmeyer-Vogt Syndrom,dervar en progredierende sygdom med døden til følge. Kvinden havde altid boet hjemme hossine forældre, oghun ønskede fortsat at blev boende hjemme hos forældrene efter det fyldte 18. år. Kvindenhavde egen separat indgang tilsit værelse, dervar bygget til den oprindelige bolig. Kommunen havde vurderet, atkvinden havde behov for hjælp døgnet rundt.
Kommunen bevilligede aflastning i hjemmet 19 timer i døgnet i de uger, hvorkvindenvar i hjemmet. Derudover bevilligedes aflastningmed en årlig ramme på 110 døgn. Forældrene skulle selv stå for hjælpen tilkvinden 5 timer i døgnet.
Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen med henblik på at få udmålt den nødvendige hjælp i hjemmet.
Nævnet havde begrundet afgørelsen med, at kommunen skulle sikre ,at de opgaver, der skulle varetages, skulle varetages døgnet rundt. Nævnet fandt ikke, at kommunen kunne kræve, atkvindensforældre skulle stå til rådighed og varetage pasning og pleje af hende. Kommunenvar forpligtet til at undersøge alle de muligheder, dervar for at give hjælp efter den sociale lovgivning, jf. retssikkerhedslovens § 5.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsenvar det anført, atkvindens forældre ønskede at havehende boende i hjemmet, hvorfor der alene kunne tilbydes aflastning. Endvidere stillede kommunen spørgsmål om, i hvilket omfang kommunerne kunne fastsætte eget serviceniveau, og i hvilket omfang borgerne kunne kræve hjælpen udmøntet i eget hjem.
I forbindelse med nævnets genvurdering af sagen bemærkede nævnet, at kommunen ikke kunne stille krav om, at modtageren af hjælpen skulle tage ophold i anden boligform, hvis hjælpen oversteget vist niveau. Bevilling af den nødvendige hjælpvar ikke betinget af ophold i et botilbud.
