Ankestyrelsens principafgørelse 56-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 15. juni 2006 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1

Sagen drejede sig om en 63-årig mand, som led af ikke insulinkrævende diabetes, epilepsi, som han var i behandling for, forhøjet blodfedtstof, følger efter blodprop i hjernen, forhøjet blodtryk, som han var i behandling for og følger efter højresidige ansigtslammelser. Han var også i behandling med blodfortyndende medicin.

Manden ansøgte kommunen om hjælp til dækning af merudgifter til medicin og diætkost.

Kommunen gav afslag på dækning af merudgifter. Kommunen vurderede, at manden ikke var omfattet af målgruppen til merudgifter efter servicelovens § 100, idet funktionsnedsættelsen ikke var af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og der ikke var behov for betydelige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at manden havde ret til dækning af merudgifter. Nævnet begrundede afgørelsen med, at manden var omfattet af den personkreds, der var berettiget til dækning af merudgifter efter servicelovens § 100.

Nævnet fandt, at mandens tilstand, såfremt han ophørte med sin samlede medicinske behandling, ville kunneblive akut livstruende eller medføre umiddelbar risiko for varig og væsentlig funktionsevnenedsættelse, jf. Principafgørelse C-6-06.

Nævnet vurderede på baggrund af sagens samlede oplysninger, at mandens funktionsevne var nedsat i et sådant omfang, at han var berettiget til hjælp efter servicelovens § 100.

Nævnet anførte, at kommunen skulle vurdere sagen med henblik på fastsættelse af hjælpens omfang.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. I klagen blev der henvist til, at kommunens lægekonsulent havde vurderet, at fravær af de medicinske behandlinger for lidelserne ikke ville give en tilstand, der kunne være akut livstruende. Dette gjaldt særligt medicineringen for type 2 diabetes, forhøjet kolesterol, forhøjet blodtryk og den blodfortyndende medicin. Hvad angik epilepsimedicinen, havde lægekonsulenten udtalt, at der ville være risiko for, at der kunne komme epileptiske anfald uden denne medicin, men at det var usandsynligt, at dette akut ville medføre livsrisiko.

Det var kommunens opfattelse, at betingelserne for at være omfattet af persongruppen ikke var opfyldt.

Ved genvurderingen bemærkede nævnet, at der ikke ved klagen var fremkommet nye oplysninger eller anbringender, der kunne give grundlag for at ændre afgørelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse personkredsen efter merudgiftsreglerne i forhold til en person med ikke insulinkrævende diabetes, epilepsi og forhøjet blodtryk, som personen var i medicinsk behandling for.

Ankestyrelsen fandt efter en lægelig vurdering, at manden på baggrund af hans lidelser i form af ikke insulinkrævende type 2 diabetes, epilepsi, forhøjet blodfedtstof, følger efter blodprop i hjernen, forhøjet blodtryk og følger efter højresidige ansigtslammelser, ikke var omfattet af den personkreds, der var berettiget til dækning af merudgifter efter servicelovens § 100.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ved ophør af den medicinske behandling, for ingen af medikamenternes/sygdommenes vedkommende, ville være nogen akut livstruende eller umiddelbar risiko for varigog væsentlig funktionsnedsættelse. Heller ikke ophør med den samlede medicinske behandling ville efter Ankestyrelsens vurdering være akut livstruende eller medføre umiddelbar risiko for varigog væsentlig funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen henviste i afgørelsen tilstyrelsens praksis, der fremgik af Principafgørelserne C-29-04, C-6-06 og C-16-06, hvorefter vurderingen af, hvorvidt en person var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, foretoges uafhængigt af den løbende behandling for personens lidelse. Der skulle ved den konkrete vurdering lægges vægt på, om det vurderedes, at lidelsen uden relevant behandling villeblive akut livstruende eller betyde en umiddelbar risiko for væsentlig og varig nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.