Ankestyrelsens principafgørelse 51-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100, stk. 1

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 15. juni 2006 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1, stk. 1 og § 1, stk. 2

En 19-årig ung kvinde led af en fremadskridende øjenlidelse. Hun kunne ikke se i stærkt sollys, tusmørke og mørke. Hun havde et aftagende synsfelt med kun 10 grader tilbage.

Kvinden startede på VUC i 2007. Hun benyttede stok, når hun færdedes ude, og nogle gange anvendte hun førerhund. Hun havde til tider svært ved at tage bussen eller i det hele taget komme ud på grund af en angst, hun havde udviklet som følge af øjenlidelsen.

Kvinden ansøgte kommunen om dækning af merudgifter efter servicelovens § 100, idet hun tidligere havde fået merudgifter dækket efter § 41 til tøj, transport og el.

Kommunengav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at hun ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, stk. 1, idet kommunen ikke fandt, at hendes lidelse var af så indgribende karakter i den daglige tilværelse, at det medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Kommunen henviste i sin vurdering blandt andet til, at det, at kvinden var bevilget taxakørsel til VUC, ikke var ensådan betydelighjælpeforanstaltning.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet mente, kvinden havde en tilstrækkelig nedsat funktionsevne til at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden havde en fremadskridende øjenlidelse, og at hun på nuværende tidspunkt var meget begrænset af sin lidelse, idet hun alene i begrænset omfang kunne deltage i hverdagslivet på grund af sin angst, som hun havde udviklet i takt med forværringen af sin øjenlidelse.

Nævnet bemærkede, at det, at hun var selvhjulpen i hverdagen med at varetage den personlige pleje og deltage i madlavning, og at der (endnu) ikke var iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger eller bevilget særlige hjælpemidler, ikke kunne føre til et andet resultat, idet nævnet vurderede, at det alligevel var et spørgsmål om kort tid, før hun var afhængig af yderligere hjælp og støtte.

Kommunen anførte i sin klage over nævnets afgørelse, at denne fandtes at være i strid med Principafgørelserne C-25-05 og C-27-07, dels hvad angik varetagelse af den personlige pleje og daglige praktiske gøremål, dels hvad angik iværksatte, betydelige hjælpeforanstaltninger. Kommunen undrede sig over nævnets henvisning til, at det var et spørgsmål om kort tid, før hun var afhængig af yderligere hjælp og støtte. Der var ikke aktuelt iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger, og det var kommunens opfattelse, at kvinden burde henvises til på ny at rette henvendelse, når forholdene ændrede sig.

Ved genvurdering af sagen fastholdt nævnet sin afgørelse. Nævnet vurderede, at da der var tale om en så fremadskridende lidelse, hvormed kvinden næsten var blind, måtte der tages særligt hensyn til hendes muligheder for at kunne deltage på lige fod med andre såvel i daglige aktiviteter som i uddannelse/arbejdslivet, uanset at hun havde en selvhjulpenhed og ingen betydelige hjælpeforanstaltninger, som ifølge Principafgørelserne C-48-06, C-25-05 og C-27-07 ville have afskåret hende fra at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 100.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af personkredsen for merudgifter i forhold til personer med synshandicap, hvor lidelsen var fremadskridende.

Ankestyrelsen traf afgørelse om, at kvinden ikke havde ret til dækning af nødvendige merudgifter, da hun ikke fandtes at have en så nedsat funktionsevne, at hun var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, stk. 1.

Ankestyrelsen anførte, at synshandicappede efter en konkret og individuel vurdering kunne være omfattet af den personkreds, der kunne modtage merudgiftsydelse. Afgørelsen beroede på, om synshandicappet for den enkelte havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og om synshandicappet medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til Principafgørelse C-48-06.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at selv om kvindens synshandicap gav hende gener, kunne hun færdes uden for hjemmet og deltage i forskellige aktiviteter. Desuden var hun selvhjulpen i hverdagen.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke var iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger til afhjælpning af hendes funktionsnedsættelse i forhold til den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det i en ca. 2 år gammel udtalelse fra øjenafdelingen var oplyst, at kvindens øjensygdom var ganske langsomt fremadskridende, og at det i et aktuelt journalnotat fra øjenafdelingen tillige var oplyst, at hendes syn var nogenlunde uændret.

Ankestyrelsen mente på den baggrund, at det ikke var åbenbart, at kvindens funktionsevne inden for kortere tid ville blive yderst begrænset og medføre, at hun blev afhængig af yderligere hjælp.

Ankestyrelsen mente derfor ikke, der var grundlag for at pålægge kommunen at yde kvinden hjælp til dækning af merudgifter.

Samtidig henvisteAnkestyrelsen kvinden til at rette henvendelse til kommunen, hvis hendes behov for støtte skulle ændre sig.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.