Ankestyrelsens principafgørelse 84-09

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 13, stk. 8, § 13, stk. 9, § 26, stk. 5 og § 26, stk. 6

En kvinde og hendes ægtefælle havde modtaget kontanthjælp siden den 2. december 1999. Kvinden var indplaceret i matchkategori 4, og ægtefællen var i hele perioden indplaceret i matchkategori 5.

Da kvinden ikke kunne dokumentere mindst 150 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 måneder, traf kommunen afgørelse om ophør af kontanthjælp.

Kommunen lagde til grund, atkvinden i perioden 1. maj 2006 -13. juli 2007 havde haft 0 timers ordinært og ustøttet arbejde. Hun opfyldte derfor ikke længere betingelserne for at modtage kontanthjælp fra den 1. august 2007.

Beskæftigelsesankenævnet ændrede afgørelsen. Nævnet vurderede, at kommunen ikke havde været berettiget til at standse kontanthjælpen. Nævnet fandt, at kvinden og hendes ægtefælle ikke begge sås at være omfattet af 150 timers reglen.

Nævnet lagde vægt på, at det ved anvendelse af 150 timers reglen forudsattes, at et ægtepar ikke udnyttede deres arbejdsevne til at forsørge sig selv ved erhvervsarbejde jf. principperne i A-1-08.

Det fulgte heraf, at ægteparret som helhed ikke var omfattet af 150 timers reglen, hvis den ene ægtefælle fuldt ud udnyttede sin arbejdsevne eller ikke havde nogen arbejdsevne, der kunne udnyttes.

Nævnet lagde vægt på, at manden i hele perioden havde været placeret i matchkategori 5 (ingen match i forhold til arbejdsmarkedet,) hvilket betød, at hans arbejdsevne var så begrænset, at han ikke var omfattet af 150 timers reglen.

Endelig fandt nævnet, at reglen i aktivlovens § 26, stk.6 betød, at kommunen ikke ville have kunnet standse udbetalingen af kontanthjælp til kvinden, selvom hun og hendes mand skulle have været omfattet af 150 timers reglen.

Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at en eventuel nedsættelse af kontanthjælpen efter reglerne om 150 timers ordinært ustøttet arbejde inden for de seneste 12 måneder, skulle ske ved den ægtefælle, der var længst væk fra arbejdsmarkedet jf. § 26, stk. 6. Det ville sige, at en eventuel nedsættelse af ægtefællernes kontanthjælp i henhold til 150 times reglen skulle ske i udbetalingen af mandens kontanthjælp.

Kommunen anførte bl.a. i klagen, at det varkommunens opfattelse, at fortolkningen af, hvem af ægtefællerne, der var længst væk fra arbejdsmarkedet, kun skulle benyttes i tilfælde, hvor begge ægtefæller stod for at kunne miste kontanthjælpen. Dette var ikke tilfældet i nærværende sag, da mandenvar placeret i matchgruppe 5 og i kraft af dette ikke kunne miste kontanthjælpen. Da hustruen ikke opfyldte beskæftigelseskravet jf. aktivlovens § 13, stk. 8, ville det efter kommunens opfattelse være hende, som mistede kontanthjælpsberettigelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for anvendelse af 300 timers reglen i forhold til ægtepar med ingen eller lav match til arbejdsmarkedet (gruppe 4 og 5).

Kvinden skulle udnytte sine arbejdsmuligheder for at kunne modtage kontanthjælp.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at detikke var dokumenteret, at kvinden havde haft mindst 150 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 måneder.

Hendes kontanthjælp skulle derfor ophøre den 1. august 2007.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at 300 timers reglen om, at en ægtefælle, der ikke havde dokumenteret mindst 300 timers ordinært arbejde inden for de seneste 24 måneder (150 timer inden for 12 måneder i reglens første gyldighedsperiode), ikke var berettiget til hjælpomfattede alle ægtepar, der havde modtaget kontanthjælp på de høje satser i sammenlagt 2 år, uanset om den ene ægtefælle var placeret i matchkategori 5.

Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på ordlyden af aktivlovens § 13, stk. 8, hvorefter bestemmelsen omfattede ægtepar, der var berettiget til hjælp efter lovens § 11. I dette tilfælde var begge ægtefæller berettiget til og fik hjælp efter § 11.

Placeringen af en af ægtefællerne i matchkategori 5 medførte alene, at den pågældende ægtefælle på grund af helbredsmæssige forhold var undtaget fra beskæftigelseskravet. Matchplaceringen havde således ingen konsekvenser for vurdering af den anden ægtefælles beskæftigelseskrav.

Beskæftigelsesudvalget lagde i den forbindelse også vægt på, at kravet om 150 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 måneder skulle opgøres individuelt for hver ægtefælle.

Det betød, at kvinden, der var placeret i matchkategori 4, skulle dokumentere, at hun havde opfyldt beskæftigelseskravet for at modtage kontanthjælp.

Beskæftigelsesudvalget vurderede endvidere, at aktivlovens § 26, stk. 5, fandt anvendelse i de tilfælde, hvor den ene ægtefælle var placeret i matchkategori 5 og den anden i matchkategori 1-4. Herefter beregnedes der alene hjælp til den ægtefælle, der fortsat var berettiget til hjælp, men ikke til den ægtefælle, der ikke opfyldte 300 timers reglen.

I det konkrete tilfælde var det manden, der fortsat var berettiget til kontanthjælp, idet han var placeret i matchgruppe 5, og i kraft af dette ikke kunne miste kontanthjælpen på grund af 300 timers reglen. Da kvinden ikke opfyldte beskæftigelseskravet ophørte hendes kontanthjælp.

Beskæftigelsesudvalget bemærkede endvidere, at aktivlovens § 26, stk. 6, alene fandt anvendelse i de situationer, hvor begge ægtefæller var placeret i matchkategori 1-4, og ingen af dem opfyldte kravet om 150 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for 12 måneder og hermed stod til at kunne miste kontanthjælpen. Bestemmelsen var en prioriteringsregel, som afgjorde, hvilken af ægtefællerne, der fortsat skulle have udbetalt kontanthjælp.

Det fremgik af oplysningerne i sagen, at der havde været et vist sygefravær hos kvinden på grund af helbredsmæssige problemer. Beskæftigelsesudvalget lagde ved afgørelsen til grund, at kommunen i fornødent omfang havde vurderet, om der havde været grund til at forlænge perioden på 12 måneder efter reglerne herom i aktivlovens § 13, stk. 11.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.