Sikrede arbejdede som buschauffør og var i 2003 udsat for, at en passager udviste aggressiv adfærd både verbalt og fysisk overfor ham.
Hændelsen blev anerkendt som en arbejdsskade, ogsikrede fik i 2005 tilkendt 15 procent i varigt mén for enposttraumatisk belastningsreaktion. Sikrede fik afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da han havde genoptaget arbejdet til samme løn.
Sikrede anmodede i 2007 om at få genoptagetspørgsmålet omvarigt mén og tab af erhvervsevne.
Arbejdsskadestyrelsen gav afslag på genoptagelse. I sagen om varigt mén lagdeArbejdsskadestyrelsen vægt på, at der var indkommet nye oplysninger om depression og muligvis om nogle legemlige gener, som var opstået i 2007, men at disse ikke kunne være forårsaget af arbejdsskaden 4 år tidligere.
I sagen om tab af erhvervsevne lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på de samme forhold, som ved afgørelsen om varigt mén. Arbejdsskadestyrelsen lagde herudover vægt på, at en posttraumastik belastningsreaktion normalt ikke blev forværret flere år efter en hændelse. Arbejdsskadestyrelsen vurderede derfor, at sikredes overgang til fleksjob ikke skyldes arbejdsskaden.
Efter at Arbejdsskadestyrelsen havde truffet afgørelse i sagen, afsagde Højesteret en dom den 22. april 2009 (U. 2009.1869H) om at genoptage erstatningsspørgsmål indenfor 5 års fristen.
Dommen er refereret i AnkestyrelsensPrincipafgørelse 146-09.
Af dommen fremgik
• at arbejdsskadesager skal genoptages, hvis der er en væsentlig ændring af de helbreds- og/eller erhvervsmæssige forhold. Myndigheden skal ikke vurdere, om der er årsagssammenhæng mellem de væsentligt ændrede forhold og arbejdsskaden og
• at når sagen er genoptaget, finder formodningsreglen anvendelse, hvorefter et påvist tab af erhvervsevne, et varigt mén eller en persons død anses for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. § 12 finder anvendelse ved fastsættelsen af erstatning.
Nærværende sagblevbehandlet i principielt mødesom supplement til Principafgørelse 146-09.
