Sagen drejede sig om en voksen kvinde, som var født med rygmarvsbrok, og somvar lammet fra navlen og ned. Kvinden havde problemer med urinsivning og jævnlige blærekramper om natten, som medførte kraftig inkontinens (urin og afføring). Kvinden var bevilget bleer som hjælpemiddel.
Kommunen havde ved afgørelsen bevilget bleer efter bestemmelsen om hjælpemidler. Kommunen havde truffet afgørelse om afslag på PeVeCette-underlag, fordi liggeunderlag var et almindeligt forbrugsgode, som kunne anskaffes til en pris af 99 kr. pr. styk. Behovet for liggeunderlag kunne dækkes for under 500 kr. om året.
Det sociale nævn var enig i,at kvinden ikke havde ret til støtte til urin- og væskeabsorberende liggeunderlag som forbrugsgode.
Begrundelsen var, at der kun kunne ydes hjælp til et forbrugsgode, når prisen var over 500 kr. Hjælpen udgjorde da 50 procent af prisen. I ganske særlige tilfælde kunne et almindeligt forbrugsgode have en så specifik funktion til at kompensere for en nedsat funktionsevne, at forbrugsgodet reelt ikke havde anden funktion end at fungere som hjælpemiddel på linje med de egentlige hjælpemidler.
Nævnet lagde til grund, atkvinden var omfattet af målgruppen, som kunne modtage støtte til anskaffelse af hjælpemidler.
Nævnet fandt herefter ikke, at der var grundlag for at ændre kommunens vurdering af, at liggeunderlagene kunne anskaffes for en løbende udgift, som sammenlagt var under 500 kr. årligt.
Kvindens faderklagede på hendes vegne over nævnets afgørelse.
Faderen anførte iklagen til Ankestyrelsen, at det ikke varkorrekt, at de væskeabsorberende liggeunderlag beløb sig til under 500 kr. på 1 år. Der blev brugt 5 til 6 lagner på et år, og der måtte medbringes ekstra, nårhun skulle ud.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om væskeabsorberende liggeunderlag til voksne var et hjælpemiddel eller et forbrugsgode.