Ankestyrelsens principafgørelse 201-09

2009

Resume:

Den 20 årige forældelsesfrist i Danske Lov 5-14-4 var ikke afbrudt.

Der var således ikke oplysninger om, at fristen havde været afbrudt, idet det mulige erstatningskrav for astmalidelsen ikke på nogen måde havde været gjort gældende overfor forsikringsselskabet mellem 1981 og anmeldelsen i 2005.

Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til Principafgørelse 64-09. Behandlingen af sagen om erstatning for hjerneskaden i 1985 og 1991 indebar ikke en afbrydelse af fristen i denne sag om anerkendelse af en astmalidelse. Dette skyldtes, at der var tale om forskellige erstatningskrav.

Eventuelle krav efter den anmeldte astmasygdom var derfor forældede efter Danske Lov 5-14-4.

Kong Christian Den Femtes Danske Lov - Lov af 15. april 1683 -

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006 -

Det fremgik af sagen, at en tidligere sprøjtemaler i 1981 fik anerkendt en arbejdsbetinget hjerneskade efter udsættelse for organiske opløsningsmidler. Méngraden blev fastsat til 8 procent.

I 1985 genoptog Arbejdsskadestyrelsen spørgsmålet om varigt mén efter hjerneskaden og fastsatte méngraden til 30procent.

I 1990 anmodede sikrede om genoptagelse af sagen om varigt mén efter hjerneskaden, hvilket Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen begge gav afslag på.

Der forelå ikke nogen anmeldelsesblanket eller lignende fra forløbet i starten af 80’erne. Der var imidlertid en speciallægeerklæring af februar 1981 fra en lungemediciner. Manden oplyste, at han havde arbejdet som autolakerer i 13 år.

Der var anvendt dels syntetisk lak dels tokomponentlak. Han fik først gener 3-4 år inden undersøgelsen. Generne bestod i sviende fornemmelse i halsen og brystet, fornemmelse af åndenød og pibende åndedræt. I ferier og lignende var han uden symptomer.

Lungefunktionsprøven var fuldstændig normal. Lægen stillede diagnosen astma. Tokomponentlakken indeholdt isocyanat, og lægen vurderede, at han var blevet sensibiliseret overfor stoffet. Han ville derfor i fremtiden formentlig få symptomer ved at blive udsat for selv små mængder isocyanat.

I forbindelse med genoptagelsessagen blev manden i 1985 undersøgt af en neuromediciner og en psykolog. Om astmaen fremgik det, at han ikke havde gener fra lungerne, dog var der tale om lejlighedsvis hoste og støjende åndedræt om natten. Diagnosen astma blev ikke stillet.

I 1990 blev han undersøgt af en arbejdsmediciner, som ikke nævnte astmaen overhovedet i erklæringen.

Den pågældende anmeldte astma som erhvervssygdom den 22. juni 2005.

Han blev undersøgt i februar 2005 af en arbejdsmediciner. Om astmaen fremgik det af erklæringen bl.a., at han fra 2000 og frem havde oplevet gener i form kortåndethed også i hvile.

Endelig blev han i december 2005 undersøgt af en lungemediciner. Det fremgik af undersøgelsen, at astmasymptomerne var ligeligt til stede på arbejdet og i fritiden.

Lægen konkluderede, atmanden med stor sandsynlighed havde astma, og at sygdommen kunne være forårsaget af faktorer på arbejdspladsen, men mest sandsynligt skyldtes den andre faktorer.

Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at astmasygdommen ikke kunne anerkendes efter loven. Sygdommen var ifølge afgørelsen opstået i 2005.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for afbrydelse af forældelsesfristen.

Note:

Aktstykket 90, Folketinget 2010-11, giver mulighed for at yde særlig kompensation til tilskadekomne, hvis krav er forældet efter Danske Lov 5-14-4.

Ankestyrelsen fandt, at det mulige krav på erstatning for astmalidelsen var forældet efter Danske Lov 5-14-4.

Eftersom sygdommen var opstået omkring 1981, var kravet stiftet på dette tidspunkt, og kravet ville være forældet efter DL 5-14-4, såfremt forældelsesfristen ikke var suspenderet eller afbrudt, jf. Principafgørelse U-15-01. Dette skyldtes, at der var gået mere end 20 år mellem sygdommens opståen og anmeldelsen af sygdommen i juni 2005 til Arbejdsskadestyrelsen.

Ankestyrelsen vurderede ikke, at forældelsesfristen var suspenderet. I helt særlige tilfælde kunne fristen suspenderes, jf. Principafgørelse U-16-01. I mandens tilfælde var der tale om en sygdom, som havde generet ham i varierende omfang gennem årene, men han var på intet tidspunkt blevet helt rask. Han havde i tiltagende omfang været besværet med vejrtrækningen siden 2000.

Symptomerne var ikke længere relateret til arbejdspladsen. Sagen måtte derfor nærmest sidestilles med Principafgørelse U-34-03, hvor Højesteret ikke fandt grundlag for suspension.

Der var ikke oplysninger om, at fristen havde været afbrudt, idet det mulige erstatningskrav ikke havde været gjort gældende overfor forsikringsselskabet imellem 1981 og anmeldelsen i 2005. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til Principafgørelse 64-09. Behandlingen af sagen om erstatning for hjerneskaden i 1985 og 1991 indebar ikke en afbrydelse af fristen i denne sag. Dette skyldtes, at der var tale om forskellige erstatningskrav.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen, men med ændret begrundelse.

Dato for underskrift

01.10.2009

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Denne principafgørelse er kasseret den 2. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.

Paragraf

Journalnummer

1215594-07