Ankestyrelsens principafgørelse 109-09

Lov om kompensation til handicappede i erhverv - lovbekendtgørelse nr. 71 af 8. februar 2008 - § 1, § 4, § 6 og § 7

Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse nr. 179 af 13. marts 2008 kompensation til handicappede i erhverv m.v. - § 15

En mand, der var døv, modtog tilskud til personlig assistance i form af tolkebistandtil sit arbejde som pædagogmedhjælper, hvor han arbejdede 40 skoleuger om året,svarende til34,94 timer ugentligt og modtog løn 12 måneder om året. Han benyttede sig af tolkebistanden gennemsnitligt 2 timer ugentligt i dette erhverv.

Han havde udover sit arbejde som pædagogmedhjælper et andet erhverv, hvor han fungerede som rejsekonsulent/rejseleder for et rejsebureau, der havde specialiseret sig i at arrangere rejser for hørehæmmede og døve.

Han søgte kommunen om tilskud til personlig assistance ligeledes i form af tolkebistand i forbindelse med en 3 ugers rejse til Østen, hvor han skulle fungere som rejseleder for rejsebureauet og herunder have kontakt med samarbejdspartnere på rejsemålet.

Kommunen gav afslag på ansøgningen.

Kommunen begrundede blandt andetafgørelsen med, at manden allerede var bevilget personlig assistance/ tolkebistand til arbejdet som pædagogmedhjælper, som kommunen ligestillede med fuldtidsarbejde.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet vurderede, at manden var ansat som pædagogmedhjælper i det, der svarede til fuldtidsbeskæftigelse, og at han i dette arbejde var bevilget personlig assistance.

Nævnet henviste til, at Arbejdsmarkedets Ankenævn i en afgørelse, offentliggjort som kendelse nr. 9260 havde fastslået, at beskæftigelse i 30 timer svarede til fuldtidsbeskæftigelse, og at der alene kunne bevilges personlig assistance til beskæftigelse i et sådant omfang, at det svarede til fuldtidsbeskæftigelse.

Rejsebureauet og manden klagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

I klagen var det anført, at det var principielt, om der kunne gives tolkebistand til døves forskelligartede arbejdsfunktioner.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår der kunne bevilges personlig assistance til bierhverv efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg hjemviste sagen til kommunen.

Beskæftigelsesudvalget fandt, at der ikke havde kunnet gives afslag på at yde tilskud til aflønning af personlig assistance/tolkebistand til mandens bierhvev i rejsebureauet med henvisning til, at han var fuldtidsbeskæftiget i sit arbejde som pædagogmedhjælper, hvor han gennemsnitligt arbejdede 34,94 timer pr. uge.

Udvalget fandt, at fuldtidsbeskæftigelse i handicapkompensationsloven var op til 37 timer ugentligt.

Udvalget lagde ved vurderingen heraf vægt på formålsbestemmelsen i lov om kompensation til handicappede i erhverv, hvoraf fremgik, at loven havde til formål at styrke og stimulere handicappede personers muligheder for beskæftigelse med det formål at give disse de samme muligheder for erhvervsudøvelse som personer uden handicap.

Udvalget lagde endvidere vægt på, at det af bekendtgørelsen om kompensation til handicappede i erhverv m.v om bevilling af tilskud i antal timer, var anført, at fuld tid, var op til 37 timer om ugen.

Udvalget bemærkede, at udvalget havde været opmærksom på kendelsen nr. 9260 af 6. december 2002 fra Arbejdsmarkedets Ankenævn, men at udvalget ikke var enig i beskæftigelsesankenævnets vurdering af, at Arbejdsmarkedets Ankenævn heri fastslog, at fuldtidsbeskæftigelse i handicapkompensationslovens forstand var 30 timer ugentligt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.