Ankestyrelsens principafgørelse 246-09

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

30-08-2012

Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 17

I 1989 pådrog sikrede sig en skade i forbindelse med sit arbejde som dagrenovationsmedhjælper. Skaden resulterede i smerter i lænderyggen og bækkenet med udstråling ned i højre ben. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken som en arbejdsskade.

I april 1992 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen sikredes tab af erhvervsevne til 65 procent. Afgørelsen blev truffet på grundlag af de sociale oplysninger i sagen. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at sikrede var blevet tilkendt mellemste førtidspension.

Sikrede søgte om genoptagelse af sin arbejdsskadesag i januar 2006, efter han fik tilkendt højeste førtidspension.

Arbejdsskadestyrelsen genoptog sag om tab af erhvervsevne og forhøjede erstatningen skønsmæssigt fra 65 til 85 procent. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at forhøjelsen af pensionen var begrundet i arbejdsskadens følger (ryggener). Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at sikredes erhvervsevne var betydeligt nedsat siden den seneste afgørelse, men ikke helt ophævet. Arbejdsskadestyrelsen fandt, at sikrede ville være i stand til at påtage sig lettere arbejde ganske få timer om ugen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der udover en yderligere aktuel nedsat erhvervsevne, også kunne stilles krav om et lidt økonomisk tab ved forhøjelse af erstatning for tab af erhvervsevne. Det skulle således afklares, om det ved forhøjelse ligeledes var afgørende, at sikrede havde udnyttet sin resterhvervsevne eller i hvert fald forsøgt at udnytte denne i den mellemliggende periode, frem til ændringen af de erhvervsmæssige forhold (tilkendelse af højeste førtidspension).

Ankestyrelsen traf afgørelse efter lov nr. 79. af 8. marts 1978, som senest er bekendtgjort i Socialministeriets lovebekendtgørelse nr. 407 af 6. juni 1991.

Note:

Afløst af principafgørelse 190-10

Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om forhøjelse af erstatning for tab af erhvervsevne fra 65 til 85 procent med en delvis ændret begrundelse. Ankestyrelsen fandt, modsat Arbejdsskadestyrelsen, at det ved forhøjelse af erstatning var afgørende, at man udover en yderligere nedsat erhvervsevne også havde lidt et dokumenteret økonomisk tab ved overgangen til højeste førtidspension.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ud fra de sociale oplysninger i sagen var dokumenteret, at sikrede havde udnyttet sin resterhvervsevne eller forsøgt at udnytte denne i perioden 1992 til 2004. Sikrede havde efter tilkendelse af mellemste førtidspension i 1992 suppleret denne med arbejde som fisker, og senest i 2001 med slagteriarbejde 10 timer om ugen. I 2003 startede sikrede i fleksjob indenfor smedefaget med chaufførarbejde og andet forfaldende arbejde. I 2004 blev sikrede sygemeldt og var således uafklaret frem til tilkendelsen af højeste førtidspension i 2006. Udover en yderligere dokumenteret nedsat erhvervsevne, havde sikrede altså godtgjort et økonomisk tab, idet han ikke længere var i stand til at supplere sin pension med arbejde i samme omfang som tidligere.

Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at der skulle være dokumenteret et økonomisk tab. Sikrede skulle altså have udnyttet sin resterhvervsevne eller forsøgt at udnytte denne, før der kunne ske en forhøjelse af erstatning.