Ankestyrelsens principafgørelse 142-09

Lov om individuel boligstøtte - lovbekendtgørelse nr. 199 af 2. marts 2007 - § 11

En ansøger søgte den 25. januar 2002 kommunen om boligsikring til sin lejlighed. Lejligheden var på 81 m2 og med nyt køkken, toilet med brus og termovinduer. Den årlige husleje udgjorde 62.689 kr.

Kommunen nedsatte den 11. april 2002 ansøgers årlige husleje til brug for beregningen af boligsikringen fra 62.689 kr. til 50.868 kr. efter boligstøttelovens § 11, stk. 1.

Ansøger indbragte herefter den 13. maj 2002 spørgsmålet om huslejens størrelse for huslejenævnet.

Kommunen angav i brev af samme dato til huslejenævnet, at grunden til kommunens nedsættelse af husleje var, at kommunen ved behandlingen af boligstøtteansøgningen fandt, at den årlige husleje i væsentlig grad oversteg den normale leje for tilsvarende lejligheder.

Den 29. maj 2002 trak ansøger sagen fra huslejenævnet.

Ansøger modtog herefter boligsikring til lejemålet frem til den 31. december 2004.

Den 1. oktober 2005 traf kommunen afgørelse om, at ansøger fra 1. januar 2005 ikke var berettiget til boligsikring på grund af husstandsindkomstens størrelse.

Ansøger fik endvidere i 2005 i forbindelse med efterregulering af sin boligstøtte meddelelse om, at der skulle tilbagebetales for meget udbetalt boligsikring for perioden 1. januar 2004 til 31. december 2004 og for perioden 1. januar 2005 til 30. september 2005 som følge af stigning i husstandsindkomsten.

Ansøger klagede den 24. oktober 2005 til det sociale nævn over tilbagebetalingskravet, herunder at huslejen havde været nedsat ved beregningen af boligsikringen.

Nævnet afviste at behandle sagen på grund af overskridelse af klagefristen.

Den 19. december 2006 modtog kommunen ny ansøgning om boligsikring til samme lejemål fra ansøger.

Den 22. februar 2007 indbragte ansøger på ny spørgsmålet om huslejens størrelse for huslejenævnet.

Den 31. juli 2007 fandt huslejenævnet, at den årlige husleje på 62.689 kr. kunne godkendes.

Kommunen traf efterfølgende afgørelse om, at der skulle ske regulering af huslejen tilbage fra 1. december 2006, men ikke helt tilbage fra den 1. december 2002.

Det sociale nævn tiltrådte den 14. marts 2008 kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunens beregning af boligstøtten forud for den 1. december 2006 skete på grundlag af de da foreliggende oplysninger om ansøgers boligudgift, og at ansøger i givet fald burde have forelagt sagen for huslejenævnet på et tidligere tidspunkt.

Ansøger klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Ansøger fandt ikke, at den tidligere tilbagetrækning af sagen fra huslejenævnet betød, at retten til en eventuel efterregulering derved blev mistet. Ansøger gjorde endvidere gældende, at der ikke var nogen tidsramme for, hvornår en sag burde indgives for huslejenævnet.

Ansøger gjorde yderligere gældende, at det ikke fremgik, hvordan kommunen var kommet frem til sin skønsmæssige nedsættelse af huslejen udover oplysningerne fra bygnings-og boligregistret, og at anvendelsen af boligstøttelovens § 11, stk. 1, derfor ikke var sket på et fyldestgørende grundlag. Ansøger henviste i den forbindelse til Ankestyrelsens Principafgørelse M-5-07.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af anvendelsesområdet for boligstøttelovens § 11, stk. 1, om nedsættelse af huslejens størrelse og perioden herfor.

Kommunen skulle genoptage den tidligere sag om boligstøtte. Kommunen skulle herefter træffe ny afgørelse i sagen.

Ankestyrelsen kom således til et andet resultat end det sociale nævn.

Begrundelsen forAnkestyrelsens afgørelse var, at Socialministeriets i skrivelse den 8. marts 2007havde pålagtkommunerne af egen drift at genoptage sager, hvor der var tvivl om, hvorvidt boligstøttelovens § 11, stk. 1, havde været anvendt korrekt. Det fremgik af skrivelsen, at genoptagelsen som udgangspunkt skulle ske med virkning for udbetalinger, der var sket eller burde være sket indenfor de seneste 5 år.

Ankestyrelsen bemærkede, at Socialministeriets skrivelse allerede forelå, da kommunen traf afgørelse den 17. oktober 2007, og at det i skrivelsen med bilag blevunderstreget, at boligstøttelovens § 11, stk. 1, kun skulle anvendes i tilfælde, hvor der syntes at være særligt grundlag herfor, og at et væsentligt bedømmelseskriterium var det generelle aktuelle lejeniveau i et lokalområde, som ikke nødvendigvis kunne afgrænses til den pågældende kommune.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at det ikke sås at være en betingelse for anvendelse af boligstøttelovens § 11, stk. 1, at boligstøttemodtageren havde klaget til huslejenævnet.