Ankestyrelsens principafgørelse 21-09

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 82

Borgeren havde ansøgt om økonomisk støtte til diagnostisk undersøgelse hos tandlæge.

Kommunen gav afslag. Begrundelsen for afslaget var, at der alene kunne indstilles til billigst mulige, fagligt forsvarlige behandling til afhjælpning af et uopsætteligt behandlingsbehov. Regelmæssig diagnostisk undersøgelse kunne ikke betragtes som en nødvendig tandbehandling. Sagen var desuden vurderet ud fra den økonomiske vurdering.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at diagnostisk undersøgelse ved tandbehandling var at betragte som en nødvendig udgift i forbindelse med regelmæssig tandbehandling.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at borgerens rådighedsbeløb var på ca. 3.142 kr., hvilket ikke gav mulighed for betaling af udgiften til tandbehandling.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse. Kommunen anførte blandt andet, at der ved ansøgning om økonomisk hjælp til tandbehandling anlægges en vurdering af, om der er tale om behandling indenfor det almindelige tandbehandlingsmæssige niveau (det er almindeligt, at man går til regelmæssig, almindelig tandundersøgelse) eller om der er tale om egentlige og nødvendige tandbehandlinger.

Nævnet henviste ved genvurdering af sagen til, at nævnet ved afgørelsen lagde særlig vægt på, at der var anmodet om tilskud til diagnostisk undersøgelse, da nævnet var af den opfattelse, at almindelig, regelmæssig undersøgelse ikke var omfattet af tilskudsmulighederne, hvorimod diagnostisk undersøgelse fremhævede, at der var tale om en mulig udbedring af tandskade.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om diagnostisk undersøgelse ved tandbehandling kunne betragtes som nødvendig udgift i forbindelse med regelmæssig tandbehandling.

Borgeren havde ikke ret til økonomisk hjælp til dækning af udgifter til diagnostisk undersøgelse ved tandlæge.

Diagnostisk undersøgelse kunne ikke anses for en tandbehandling, der var omfattet af aktivlovens § 82.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at diagnostisk undersøgelse var den første undersøgelse hos tandlæge for patienter der ikke havde været i regelmæssig tandpleje i længere tid, eller som pludselig på grund af for eksempel sygdom fik flere problemer med tænderne. Der oprettedes en journal, hvor der indtegnedes de ting, der tidligere var lavet. Tandlægen orienterede patienten om eventuelle behandlingsmuligheder og lavede i samarbejde med patienten en behandlingsplan.

Der var således ikke tale om en afhjælpning af et uopsætteligt behandlingsbehov, men om en forebyggende undersøgelse i forbindelse med et regelmæssigt eftersyn.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.