Manden kunne ikke komme ind i fleksydelsesordningen igen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tog udgangspunkt i, at retten til fleksydelse var betinget af, at modtageren i en nærmere angiven periode havde indbetalt fleksydelsesbidrag eller havde været medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse og havde indbetalt efterlønsbidrag, som ikke senere var tilbagebetalt.
Manden havde ikke indbetalt bidrag til efterlønnen. Han ville dog have mulighed for alligevel at opnå ret til fleksydelse, hvis han var omfattet af den særlige fortrydelsesordning, som blev indført fra den 1. januar 2007 ved lov nr. 1544 af 20. december 2006, dvs. for personer, der blev tilmeldt fleksydelsesordningen den 1. januar 2007 eller senere.
Der var to betingelser for at kunne bruge fortrydelsesretten.
Manden opfyldte den ene betingelse om medlemskab af en arbejdsløshedskasse. Han opfyldte derimod ikke betingelsen om betaling af fleksydelsesbidrag uafbrudt fra tilmeldingen til fleksydelsesordningen indtil fleksydelsesalderen.
Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at manden blev tilmeldt ordningen første gang i sommeren 2006, men blev meldt ud igen, da han ikke opfyldte betingelserne for at opnå ret til fleksydelse. Han havdeherefter ikke indbetalt bidrag til fleksydelsen.
Udvalget lagde endvidere vægt på, at det i de almindelige bemærkninger til lovforslaget var anført, at fortrydelsesordningen kun kunne benyttes ved den første tilmelding til fleksydelsesordningen.
Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte således beskæftigelsesankenævnets afgørelse.