Ankestyrelsens principafgørelse 12-09

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 52, stk. 5

Sagen drejede sig om en multihandicappet dreng, der havde boet hjemme, indtil han som 14-årig blev anbragt på specialinstitution med forældrenes samtykke.

Drengen var indlagt på hospital i ca. 14 dage i forbindelse med en operation.

Forældrene ansøgte om kørselsgodtgørelse under henvisning til, at de under deres søns indlæggelse havde kørt godt 2.000 km for at besøge ham.

Det var oplyst, at drengen havde en god og hyppig kontakt til sine forældre og søskende. Han var hjemme hver anden weekend samt på mærkedage og i sommerferien. Endvidere kontaktede forældrene ham ofte telefonisk.

Kommunen meddelte afslag på ansøgning om befordringsgodtgørelse efter servicelovens § 52, stk. 5.

Kommunen vurderede, at støtte i form af betaling af befordringsgodtgørelse i forbindelse med drengens indlæggelse ikke i væsentlig grad bidrog til en stabil kontakt mellem drengen og forældrene, da der allerede var en sådan stabil kontakt.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og lagde herved vægt på, at bestemmelsen i servicelovens § 52, stk. 5 alene gav mulighed for at yde økonomisk bistand som en formålsbestemt foranstaltning for at undgå barnets eller den unges anbringelse eller fremme en hjemgivelse eller støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn under en anbringelse uden for hjemmet.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at forældrene ønskede dækning af transportudgifter i forbindelse med deres søns indlæggelse. Der var således ikke tale om en situation, hvor en anbringelse søgtes undgået. Der var heller ikke belæg for at statuere, at indlæggelsen, herunder transportudgifterne, havde til formål at fremme drengens hjemgivelse eller havde til formål i væsentlig grad at bidrage til en stabil kontakt med drengen. Det var endvidere oplyst, at forældrene under hele anbringelsen havde haft en stabil kontakt med deres søn.

Forældrene klagede over nævnets afgørelse.

Nævnet fastholdt ved sin genvurdering afgørelsen. Nævnet bemærkede, at transporten i forbindelse med besøgene ikke havde til formål at støtte en stabil kontakt under anbringelsen, da der under hele anbringelsen havde været en stabil kontakt.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om transportudgifter i forbindelse med hospitalsbesøg hos et barn, som var anbragt uden for hjemmet, kunne dækkes efter servicelovens § 52, stk. 5.

Ankestyrelsen fandt, at forældrene ikke havde ret til dækning af transportudgifter i forbindelse med deres søns indlæggelse.

Ankestyrelsen fandt, at der efter en konkret og individuel vurdering var mulighed for at yde hjælp til dækning af transportudgifter i forbindelse med forældres samvær med et anbragt barn efter servicelovens § 52, stk. 5.

Afgørelsen beroede på, om formålet med den økonomiske hjælp var at støtte en stabil kontakt mellem forældre og barn under en anbringelse uden for hjemmet. Det var således en forudsætning, at der var klar sammenhæng mellem ydelsen af økonomisk hjælp og muligheden for at støtte en stabil kontakt mellem forældre og børn.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af sagen vægt på, at dækning af transportudgifter i forbindelse med drengens indlæggelse ikke vurderedes at have haft betydning for, om forældrene besøgte drengen, og støtten kunne således ikke siges at have til formål i væsentlig grad at bidrage til en stabil kontakt til deres søn.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at forældrene havde haft en stabil kontakt med deres søn under hans anbringelse uden for hjemmet.

Ankestyrelsen henviste til, at det fremgik af sagen, at drengen havde en god og hyppig kontakt til sine forældre og søskende. Han var hjemme hver anden weekend samt på mærkedage og i sommerferien, og forældrene ringede ofte og talte med ham. Drengen fik meget ud af kontakten til forældrene og viste stor glæde, når han så dem, og denne glæde var gensidig.

Ankestyrelsen kom således til det samme resultat som det sociale nævn.