Ankestyrelsens principafgørelse 36-10

2010

Resume:

Medlemmet havde ret til at vælge at få beregnet dagpengesats på grundlag af en tidligere beregnet sats for fuldtidsarbejde. Medlemmet havde i en efterfølgende periode haft deltidsjob og opfyldte betingelserne for beregning af ny sats. Medlemmet havde imidlertid ved sin tilmelding til jobcentret uden ydelse tilkendegivet rådighed i hele perioden med deltidsjob. Dermed opfyldte hun betingelserne for efter den gældende mangeårige praksis at beskytte sig mod en ny beregnet sats under deltidsarbejde.

Det havde ingen betydning, at hun havde været afmeldt jobcentret i to perioder. Beskæftigelsesudvalget lagde vægt på, at hun alene havde været afmeldt, fordi hun havde glemt registrering i to korte perioder på i alt 10 dage ud af en samlet tilmelding uden ydelse på 1½ år under deltidsansættelsen og 1/2 år under sygdom.

Lov om arbejdsløshedsforsikring - lovbekendtgørelse nr. 975 af 26. september 2008 - § 51

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om afslag på udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge med en tidligere sats

Resultatet er:

• du har ret til at vælge at få beregnet dagpengesats på grundlag af en tidligere beregnet sats

Det betyder, at din sats fra den 6. april 2009 ikke skal være 647 kr. pr. dag som beregnet af a-kassen.

Vi ændrer således afgørelsen fra Arbejdsdirektoratet.

A-kassen vil kontakte dig med henblik på beregning af ny dagpengesats og eventuel efterbetaling af dagpenge fra den 6. april 2009.

Vi vurderer, at du med din tilmelding til jobcentret har tilkendegivet rådighed i hele perioden, selv om du har været afmeldt jobcentret i to perioder, 8.-14. marts og 7.-11. september 2007.

Vi har lagt vægt på, at du alene har været afmeldt, fordi du havde glemt registrering i to korte perioder på i alt 10 dage ud af en samlet tilmelding uden ydelse på 1½ år i ansættelsesperioden hosX og 2 år i alt.

Du opfylder derfor betingelsen for at kunne vælge at undgå at få beregnet en ny sats.

Beregning af dagpenge skal ske, når et medlem anmoder om dagpenge, medlemmet opfylder betingelserne for at få dagpenge, og der er en periode, der opfylder betingelserne for beregningsgrundlag og beregningsperiode.

Vi finder på den baggrund, at betingelserne for beregning af ny dagpengesats på baggrund af dit arbejde hosX er opfyldt.

Med hensyn til muligheden for efter den gældende mangeårige praksis at beskytte sig mod en ny beregnet sats, hvis et medlem har fået deltidsarbejde, gælder denne praksis, hvis medlemmet i hele ansættelsesperioden har været registreret i jobcentret uden ydelse. Derved har medlemmet tilkendegivet, at medlemmet står til rådighed for fuldtidsarbejde.

I praksis har Arbejdsdirektoratet fundet, at afmelding kan accepteres, hvis medlemmet har været afmeldt i en enkelt eller ganske få perioder, som – set i forhold til hele beskæftigelsesperioden og den periode, medlemmet i øvrigt har været personligt tilmeldt – (sammenlagt) må anses for kortvarigt.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Arbejdsdirektoratet traf afgørelse i sagen

• Arbejdsdirektoratets afgørelse af 31. august 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 9. september 2009

• Arbejdsdirektoratets genvurdering

Dato for underskrift

31.03.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 51

Journalnummer

2600460-09