Ved afgørelse 16. juni 2009 meddelte kommunen afslag på fortsat dækning af merudgifter efter servicelovens § 100.
Kommunen fandt, at ansøger havde en varig lidelse, muskelsvind. Kommunen vurderede, at dennes konsekvens ikke var af indgribende karakter i hans dagligdag.
Det var endvidere kommunens vurdering, at lidelsen ikke medførte, at der ofte måtte sættes ind med ikke uvæsentlige foranstaltninger.
Nævnet tiltrådte den 12. oktober 2009, at ansøgeren på afgørelsestidspunktet ikke havde ret til merudgiftsydelse efter servicelovens § 100.
Begrundelsen var, at han ikke var omfattet af personkredsen, idet hans funktionsevne ikke var nedsat i tilstrækkelig omfang, og idet der ikke var sat ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.
Nævnet lagde vægt på, at han lider af muskelsvind. Han bor i egen bolig, som han selv kan komme rundt i. Han har vanskeligheder med finmotorik, og han har vanskeligt ved at bære. Disse to forhold vanskeliggør madlavning og indkøb, om end han selv kan varetage mindre indkøb og grovere madlavning.
Nævnet havde endvidere lagt til grund, at han var under forrevalidering, og at kommunen har vurderet, at han ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Han kan ikke skrive i hånden. Ligeledes kan han ikke gøre rent eller vaske tøj selv.
Nævnet havde endelig lagt til grund, at han har handicapbil, idet han ikke kan tage offentlige transportmidler, og at han har hjemmehjælp.
Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at hans funktionsevne er nedsat i et sådant omfang, at han er omfattet af personkredsen, der er berettiget til hjælp efter bestemmelsen. Nævnet fandt ligeledes ikke, at der er sat ind med eller behov for at sætte ind med betydelige hjælpeforanstaltninger over for ham.
Nævnet bemærkede, at han har mulighed for at ansøge igen, såfremt hans situation ændres.
NN’s hjælper klagede over denne afgørelse. Fonden fandt, at sagen havde et stort antal lighedspunkter med den sag, som ankestyrelsen traf afgørelse om den 22. september 2009 vedrørende en sclerosepatient, hvor Ankestyrelsen fandt, at pågældende var omfattet af personkredsen.
NN’s hjælper anførte endvidere, at nævnet havde bemærket, at hjælpeforanstaltningerne skal være ”betydelige”, men hjælpeforanstaltningerne skal være ”ikke uvæsentlige”.
Anførte endvidere, at det af vejledningen fremgår, at eksempler på ”ikke uvæsentlige ” hjælpeforanstaltninger kan være støtte til køb af bil, fleksjob m.v. Ansøgeren har fået støtte til køb af bil og X hospital anbefaler fleksjob.
Herefter fandt NN’s hjælper, at spørgsmålet alene var, om ansøgerens funktionsnedsættelse havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse.
NN’s hjælper redegjorde for ansøgerens funktionsnedsættelse og henviste til X hospitals udtalelse om hans funktionsnedsættelse. Fonden fandt, at ansøgeren måtte anses for at være omfattet af bestemmelsens personkreds.
Nævnet beklagede den 20. januar 2010, at et af afgørelsen fremgik, at nævnet ikke fandt, at der var sat ind med eller behov for at sætte ind med betydelige hjælpeforanstaltninger over for ansøgeren. Der skulle rettelig have stået ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.