Ankestyrelsens principafgørelse 221-10

2010

Resume:

Der var ikke ret til arbejdsløshedsdagpenge, da medlemmet ikke kunne anses for at være aktivt arbejdssøgende og dermed ikke kunne anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Medlemmet blev ved ledighedens indtræden vejledt om, at han skulle søge 4 stillinger om ugen. Han blev samtidig vejledt om, at han skulle søge mere bredt, hvis der var for få ledige stillinger inden for hans faglige område.

I april 2009 fik medlemmet en frist på 3 uger til at bevise, at han søgte stillinger, da a-kassen var i tvivl om hans tilknytning til arbejdsmarkedet. Medlemmet søgte 6 stillinger i fristperioden, selvom der ifølge a-kassens udtræk af jobdatabaser i fristperioden gennemsnitligt havde været 20 ledige stillinger pr. uge inden for hans faglige område. Herudover havde der været ledige stillinger uden for medlemmets faglige område, som han kunne have søgt.

Lov om arbejdsløshedsforsikring - lovbekendtgørelse nr. 574 af 27. maj 2010 - § 62 og § 65

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 179 af 19. februar 2007 om rådighed - § 3, § 8, § 10, § 24, § 28 og § 29

Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 177 af 19. februar 2007 om en a-kasses pligt til at vejlede mv. - § 1

Resultatet er:

• Du har ikke ret til dagpenge fra den 25. april 2009.

Du kan få dagpenge igen, når du har haft ustøttet arbejde i mere end 300 timer på normale løn- og arbejdsvilkår inden for en periode på 10 uger.

Vi er således kommet til samme resultat som Arbejdsdirektoratet.

Vi finder ikke, at du har ret til dagpenge fra den 25. april 2009, da du ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Efter reglerne kan et medlem kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Heri ligger blandt andet betingelsen om, at et medlem skal være aktivt arbejdssøgende, da medlemmet selv skal gøre en aktiv indsats for at komme ud af ledigheden.

Et medlem skal kunne overtage rimeligt arbejde med fuld sædvanlig arbejdstid på de vilkår som er almindelige inden for det pågældende område. Rimeligt arbejde omfatter alt arbejde som medlemmet kan varetage.

A-kassen skal ved ledighedens indtræden informere medlemmet om dennes rettigheder og pligter, herunder pligten til at stå til rådighed.

Vi har lagt vægt på, at du ved ledighedens indtræden blev vejledt om, at du skal være aktivt arbejdssøgende.

A-kassen har blandt andet vejledt dig om, at du skulle søge 4 stillinger pr. uge. Du er endvidere blevet vejledt om, at du skulle søge mere bredt, hvis der var få ledige stillinger inden for dit faglige område.

Vi har videre lagt vægt på, at du i marts måned 2009 oplyste til a-kassen, at du havde søgt 3 opslåede stillinger inden for de seneste 3 måneder.

A-kassen meddelte på denne baggrund i brev af 3. april 2009, at du fik en frist på 3 uger til at bevise at du søgte stillinger, da a-kassen var tvivl om din tilknytning til arbejdsmarkedet.

Vi har videre lagt vægt på, at du i ovennævnte fristperiode søgte 6 stillinger. Ifølge udtræk af jobdatabaser var der ifølge a-kassen i fristperioden gennemsnitligt 20 ledige stillinger pr. uge inden for dit faglige område.

Vi finder på denne baggrund ikke, at du har ret til dagpenge fra den 25. april 2009, da du ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

I klagen har du henvist til, at det ikke er korrekt, at du ved samtalen i a-kassen i marts måned i 2009 har oplyst, at du havde søgt 3 opslåede stillinger samt søgt uopfordret i de forgangne 3 måneder. Du henviser videre til, at du er ret sikker på, at de 3 opslåede stillinger kun var for en periode på ca. en måned, og at de søgte job i den måned var på omkring 12.

Vi bemærker, at det anførte ikke kan begrunde en ændret vurdering. Vi har lagt vægt, at, at du af a-kassen er blevet vejledt om, at du skulle være aktivt arbejdssøgende. A-kassen gav dig en frist på 3 uger til at bevise, at du var aktivt arbejdssøgende.

På trods af a-kassens ovenstående vejledning søgte du kun 6 stillinger i fristperioden på 3 uger.

Vi bemærker videre, at du ikke kan anses for at være aktivt arbejdssøgende, når du inden for en periode på 3 uger alene har søgt 6 stillinger.

I klagen har du endvidere henvist til, at a-kassen påstår, at der var 20 ledige stillinger du kunne have søgt. Du har ledt på nettet og i aviser, men her var udbudet anderledes lavt.

Vi bemærker, at det anførte ikke kan begrunde en ændret vurdering.

Vi bemærker videre, at vi har lagt til grund og vægt på, at a-kassen har oplyst, at opslag i april måned 2009 i jobdatabaser viste stillinger iYY du kunne have søgt. Der var i gennemsnit 20 ledige stillinger pr. uge inden for områderne byggeri, teknik- og projektledelse. Herudover var der ledige stillinger uden for dit eget faglige område, som du kunne have søgt.

Det forhold at du havde fået den opfattelse fra a-kassen om, at du skulle søge 2 stillinger om ugen, kan ikke begrunde en ændret vurdering.

Vi bemærker, at der ikke foreligge oplysninger fra a-kassen i form af enten brev eller notat om, at du var blevet vejledt om, at du skulle søge 2 stillinger om ugen. Det kan derfor ikke anses for godtgjort, at a-kassen har vejledt dig, som du anfører.

Vi finder fortsat ikke, at du kan anses for at være aktivt arbejdssøgende sammenholdt med a-kassens oplysninger om udbudet af ledige stillinger både inden for dit faglige område og uden for dit faglige område.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Arbejdsdirektoratet traf afgørelse i sagen

• Arbejdsdirektoratets afgørelse af 17. juni 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 13. juli 2009

• Arbejdsdirektoratets genvurdering

• Din mail af 8. august 2009

• Ankestyrelsens samtalenotat af 15. december 2009

• Ankestyrelsens kontorrapport af 20. september 2010

Du har modtaget kopi af ovenstående samtalenotat og kontorrapport. Du har den 29. september 2010 oplyst til Ankestyrelsen, at lige efter ophævelsen af retningslinjerne om at søge 4 stillinger om ugen, blev det aftalt med a-kassen, at du skulle søge 2 stillinger om ugen. Du oplyser videre, at du fandt lidt over 20 stillinger inden for ingeniør- og projektledelse. Der var 4 stillinger, der passede på byggebranchen. Du havde flere gange spurgt a-kassen om de 20 stillinger uden at få et svar.

Dato for underskrift

30.10.2010

Offentliggørelsesdato

10.07.2013

Paragraf

§ 29 § 24 § 3 § 65 § 10 § 1 § 28 § 8 § 62

Journalnummer

2600382-09