Ankestyrelsens principafgørelse 105-10

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 19 og § 68

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvorvidt den afgørelse om ophør af sygedagpenge, er en afgørelse, der er truffet af anden aktør, og hvis dette er tilfældet, om der er hjemmel hertil.

Resultatet er:

• Y er at betragte som anden aktør i henhold til regler om anden aktør i sygedagpengeloven. A Kommune har derfor ikke haft hjemmel til at uddelegere sin kompetence til at træffe afgørelser om retten til sygedagpenge til Y.

• Y's afgørelser om retten til sygedagpenge, herunder afgørelsen af 20. maj 2009 i NNs sag, er derfor ugyldige.

Beskæftigelsesudvalget udtaler kritik af, at Beskæftigelsesankenævnet ikke har fastsat, hvad der var retsvirkningerne af, at Y ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge.

Beskæftigelsesudvalget har vurderet sagsbehandlingen i forbindelse med remonstrationen og finder, at kommunen ikke har truffet en afgørelse, der regulerer forholdet overfor borgeren.

Sagen hjemvises derfor til kommunen med henblik på at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge efter den 20. maj 2009.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at Y er en privat virksomhed, der udfører opgaver for A Kommune.

Det forhold, at A Kommune under opgavevaretagelsen har ansvaret for indsatsen og ansvaret for, at lovgivningen kan opfyldes samt pligt til at føre tilsyn med, hvordan opgaven løses, medfører ikke en ændret vurdering af, at Y i varetagelsen af opgaven er at betragte som anden aktør i sygedagpengelovens forstand.

Tilsvarende ændrer den oprettede myndighedsfunktion og dennes opgaver ikke ved, at der er tale om en anden aktør i sygedagpengelovens forstand.

Ankestyrelsen har ved afgørelsen endvidere lagt vægt på, at overdragelse af myndighedsopgaver til private virksomheder kræver klar lovhjemmel.

Af sygedagpengelovens § 19, som den var formuleret før 6. juli 2009, fremgår:

Kommunen kan som led i at styrke opfølgningsindsatsen overlade opgaver til andre aktører. Ansvaret for indsatsen påhviler fortsat kommunen.

Stk. 2. Kommunen udarbejder en opfølgningsplan efter § 16, inden anden aktør inddrages. I planen fastsættes den anden aktørs indsats m.v.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvordan indsatsen kan varetages af andre aktører.

Af sygedagpengelovens § 68, stk. 1, fremgår:

Kommunen træffer afgørelse om retten til sygedagpenge, jf. reglerne om opholds- og handlekommune i kapitel 3 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det fremgår af dagældende vejledning til sygedagpengelovens § 19, at ved at overdrage opgaver til andre aktører får disse aktører ikke kompetence til myndighedsudøvelse, og andre aktører kan derfor ikke træffe afgørelser, der kan få konsekvenser for den sygemeldtes sygedagpenge. Afgørelse om evt. standsning af sygedagpenge skal træffes af kommunen. Andre aktører kan heller ikke indhente lægelige oplysninger.

Ankestyrelsen finder således ikke, at der er hjemmel i sygedagpengeloven for A Kommune til at uddelegere kompetencen til Y til at træffe afgørelse om standsning af sygedagpenge. Y's afgørelser herom er derfor ugyldige og dermed også afgørelsen vedrørende NN.

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Beskæftigelsesankenævnet traf afgørelse i sagen

• Beskæftigelsesankenævnets afgørelse af 28. juli 2009

• Klagen til Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg af 6. august 2009

• Beskæftigelsesankenævnets genvurdering af 17. august og 21. september 2009

Y traf den 20. maj 2009 afgørelse om ophør af dagpengeudbetaling til NN på grund af manglende forlængelsesmuligheder.

NN klagede over afgørelsen.

Ved afgørelse af 28. juli 2009 afviste Beskæftigelsesankenævnet at behandle sagen.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der ikke forelå en afgørelse, som nævnet kunne tage stilling til, idet Y ikke havde kompetence til at træffe afgørelse inden for sygedagpengelovens område.

Efter sygedagpengelovens § 19, stk. 1, kunne en kommune overlade opfølgningsindsatsen helt eller delvist til andre aktører, men efter sygedagpengelovens § 19, stk. 2, kunne kommunen ikke overlade det til andre aktører at træffe afgørelse om retten til sygedagpenge efter denne lov.

Nævnet fandt, at Y i forhold til A Kommune var en sådan anden aktør. Y havde således ikke haft kompetence til at træffe en afgørelse om ophør af udbetaling af sygedagpenge.

Jobcenter A klagede over afgørelsen.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at nævnet fejlagtigt var gået ud fra, at Y var anden aktør. Y var ikke anden aktør.

Y handlede under A Kommunes instruktionsbeføjelser. Det ville sige, at Y's medarbejdere var at sidestille med enhver anden ansat og/eller vikar, der arbejdede for Jobcenter A. A Kommune kunne både give konkrete anvisninger på procedurer og i forhold til konkrete sager. Samtidig kunne kommunen ændre konkrete afgørelser, såfremt kommunen mente, der var behov herfor.

Y udøvede således ikke selvstændig myndighedsudøvelse.

Beskæftigelsesankenævnet har ved genvurderingen fastholdt afgørelsen.