Efter reglerne kan et medlem kun få dagpenge, hvis medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet. Heri ligger blandt andet betingelsen om, at et fuldtidsforsikret medlem skal være aktiv arbejdssøgende, da medlemmet selv skal gøre en aktiv indsats for at komme ud af ledigheden.
A-kassen skal vejlede medlemmet om rettigheder og pligter, herunder pligten til at stå til rådighed.
Hvis a-kassen finder, at medlemmet ikke står til rådighed, kan a-kassen ud fra en konkret rådighedsvurdering træffe afgørelse om, at medlemmet skal opfylde et arbejdskrav for igen at kunne få ret til dagpenge. Det vil for et fuldtidsforsikret medlem betyde, at den pågældende først kan få dagpenge igen, når pågældende har haft ustøttet arbejde i mere end 300 timer på normale løn- og arbejdsvilkår inden for en periode på 10 uger.
Vi finder ikke, at du kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet fra 22. oktober 2008.
Vi har lagt vægt på, at du i juni måned 2008 af a-kassen blev vejledt om, at du som udgangspunkt skulle søge mindst 4 stillinger om ugen.
Ved rådighedssamtalen 16. september 2008 fandt a-kassen, at du havde søgt for få stillinger. Du fik derfor en frist på 6 uger til at dokumentere din tilknytning til arbejdsmarkedet. Du blev samtidig vejledt om, at du skulle skrive al jobsøgning ned dvs. tid, sted, stilling mv.
Vi har videre lagt vægt på, at du ved rådighedssamtalen 22. oktober 2008 havde søgt 3 stillinger siden sidste rådighedssamtale. Du havde søgt flere stillinger, men du kunne ikke huske, hvor du havde søgt og du havde glemt at skrive dine jobsøgninger ned på trods af, at du var blevet vejledt af a-kassen herom.
Den 16. april 2009 sender du en håndskreven liste over de stillinger du har søgt siden uge 36/2008. Det fremgår af listen, at du har søgt 4 stillinger hver uge fra uge 38/2008 til og med uge 2/2009. Du har søgt stillinger telefonisk, mundtligt, pr. mail eller skriftligt.
Arbejdsdirektoratet beder dig herefter om sende kopi af skriftlige ansøgninger, de e-mail som du har benyttet til jobsøgning, eventuelt udskrifter fra dit teleselskab, der viser opkald til arbejdsgivere og andet, der kan dokumentere din jobsøgning i perioden uge 39/2008 til og med uge 2/2009.
Du sender herefter ansøgninger, der hovedsagelig ligger forud eller efter perioden på 6 uger.
Vi har lagt vægt på, at der ikke foreligger yderligere dokumentation i form af udskrifter fra dit teleselskab, der kan understøtte dokumentationen for dine opkald til arbejdsgivere i fristperioden.
Der foreligger heller ikke dokumentation i form af udskrifter af de ansøgninger du sendte pr. mail til arbejdsgivere i fristperioden, og som du kunne have fremlagt ved rådighedssamtalen 22. oktober 2008.
Vi finder på denne baggrund ikke, at din arbejdssøgning i tilstrækkelig grad er godtgjort til, at du kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Vi har lagt vægt på, at dine oplysninger om arbejdssøgning foreligger i form af en håndskreven liste, og at det ikke 6 måneder efter fristens udløb vil være muligt at efterprøve de af dig oplyste ansøgninger.