Ankestyrelsens principafgørelse 160-10

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1203 af 10. december 2009 - § 60, stk. 1, § 60, stk. 2 og § 63

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 166, stk. 1

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i jeres sag om retsstillingen, når en plejefamilie ønsker at tage et plejebarn med til udlandet under udstationering.

Resultatet er

• de sociale klageinstanser er ikke kompetente til at behandle sagen

Det betyder, at vi ikke kan tage stilling til kommunens beslutning om, at I ikke kan medtage jeres plejebarn til udlandet under et udstationeringsophold.

Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen Y.

Vi vurderer, at der er tale om en afgørelse, som ikke kan efterprøves af de sociale klageinstanser.

Vi har lagt vægt på, at vilkårene for jer, som plejefamilie, ikke er reguleret i serviceloven, men beror på en aftale mellem jer og kommunen.

Kommunens afgørelse til jer, om afslag på at medtage jeres plejebarn tiludlandetunder udstationeringsophold, er således ikke en afgørelse efter serviceloven, hvilket er en forudsætning for, at de sociale nævn og Ankestyrelsen kan behandle en klage om dette.

Vi henviser til, at det fremgår af serviceloven, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter serviceloven, med mindre andet er fastsat i serviceloven eller i retssikkerhedsloven, kan indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven.

I forhold til jeres retsstilling regulerer serviceloven alene spørgsmålet om godkendelse som plejefamilie og spørgsmålet om kursus til plejefamilien i forbindelse med godkendelsen.

Afgørelsen om anbringelse uden for hjemmet efter servicelovens bestemmelser herom er ikke en afgørelse om hjælp til plejefamilien, men til forældremyndighedsindehaveren (og den unge, der er fyldt 15 år).

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da det sociale nævn traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 4. februar 2010

• Klagen til Ankestyrelsen af 25. februar 2010

• Nævnets genvurdering

Sagen drejer sig om en plejefamilie, der ønskede at tage deres plejebarn med tiludlandet i en 10 måneders periode under et udstationeringsophold. A Kommune gav plejefamilien afslag. Kommunen begrundede afslaget med, at et ophold i udlandet i en periode på 10 måneder, hvor plejebarnet samtidig skulle gå i en international skole, ikke kunne betragtes som et ferieophold, eller som et ferieophold af kortere varighed. Kommunen henviste desuden til, at tilsynet med plejefamilien, som plejefamilie, skulle foretages på det sted, hvor plejebarnet opholdt sig, det ville sige i udlandet. Det kunne ikke betragtes som et tilsyn i lovens forstand at have fysisk kontakt til barnet under kortvarige ophold her i landet. Kommunen mente ikke, at den var forpligtet til at foretage tilsyn i plejefamiliens hjem under familiens ophold i udlandet.

Kommunen bemærkede, at hvis plejefamilien fastholdt, at barnet skulle med til udladnet, ville kommunen være nødsaget til at opsige plejeforholdet.

Kommunen havde i afgørelsen givet plejefamilien klagevejledning til nævnet, men ved genvurderingen bemærket, at plejefamilien efter kommunens opfattelse ikke var klageberettigede, idet kommunen vurderede, at plejefamilien ikke var part i anbringelsessagen.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet begrundede afgørelsen med, at det fulgte af servicelovens § 2, stk. 1, at enhver, der opholdt sig lovligt i Danmark havde ret til hjælp efter serviceloven. Det fulgte videre af bestemmelsens stk. 2, at de nærmere regler for hvilke ydelser, som kunne medtages under midlertidige ophold i udlandet blev fastsat i bekendtgørelse. Af bekendtgørelse nr. 1128 af 13. november 2006 fremgik det i § 1, stk. 2, at under midlertidige ophold i udlandet bevaredes retten til hjælp efter servicelovens §§ 41, 42, 45, 96, 97, 98, 100, 112, 113, 114 og 118 efter reglerne i bekendtgørelsen.

Kommunens hjælp i form af foranstaltninger til børn efter servicelovens § 52 var derimod ikke omfattet af bekendtgørelsen og dermed ikke en hjælp eller en ydelse, som kunne medtages under ophold i udlandet. Den hjælp, som kommunen ydede til plejebarnet, som var anbragt uden for hjemmet i plejefamilie hos plejefamilien, var en foranstaltning efter servicelovens § 52.

Som følge heraf tiltrådte nævnet kommunens afgørelse, allerede fordi der i servicelovens § 2, stk. 2, og bekendtgørelsens § 1, stk. 2, ikke var lovhjemmel til at fortsætte støtten efter § 52 i udlandet. Nævnet var endvidere enig med kommunen i, at et ophold af 10 måneders varighed ikke kunne anses for at være et ophold af kortere varighed.

Plejefamilien klagede over nævnets afgørelse.

Plejefamilien henviste blandt andet til, at Ankestyrelsen ikke før havde behandlet principafgørelser om medtagelse af plejebørn i udlandet i tilfælde af udstationering og til, at sagen var egnet til at udstikke retningslinier på et bestemt område. Plejefamilien bemærkede, at nævnets afgørelse udelukkende var foretaget på baggrund af fortolkning af lovtekst. Plejefamilien bad om en omstødelse af afgørelsen af humane grunde.

Nævnet fastholdt ved genvurderingen dets afgørelse med den heri givne begrundelse.